Foto af fyrværkeri på nattehimmel

Tema / Årets danske prisvindere

Et fantastisk bog-år lakker mod enden – et år, hvor en lang række forfattere og bøger løbende er blevet hyldet med forskellige litteraturpriser. Her følger et overblik over et udvalg af årets danske prisvindere, og under artiklen finder du de hædrede værker.

Læsernes Bogpris 2022

Denne pris er de danske folkebibliotekers, og den gik i 2022 til Gry Jexen og hendes værk Kvinde kend din historie. I bogen skriver hun om 50 kvinder, der alle har gjort sig bemærket inden for forskellige områder, fx politik, kunst eller forskning, men som i den brede historieformidling ikke har fået den plads, de er værdige til. Det gør Gry Jexen op med – hun løfter dem frem i vores bevidsthed, hvor de fortjener at være!

DR Romanprisen 2022

Læseklubber landet over er hvert år med til at udpege vinderen af DR Romanprisen. I 2022 vandt Anne-Marie Vedsø Olesen prisen for romanen Vølvens vej – Snehild, som er første bind i en serie. Romanens handling udspiller sig i Danmarks jernalder, har kvinden Snehild i hovedrollen og trækker på både nordisk mytologi og folkeeventyrgenren.

De Gyldne Laurbær

Prisen uddeles af Boghandlerklubben efter afstemning blandt landets boghandlere. Som den yngste modtager nogensinde modtog 26-årige Thomas Korsgaard prisen i starten af 2022 for sin roman Man skulle nok have været der. Det er sidste bind i Korsgaards roste trilogi om Tue – en socialrealistisk og både barsk og humoristisk fortælling om socialklasserne i det danske samfund.

Bogforums debutantpris

Feltet var stærkt, og det var svært at spå om en vinder, inden årets debutant skulle kåres på Bogforum. Det endte med at blive Kristin Vego, som fik hæderen for sin novellesamling se en sidste gang på alt smukt. Elegant veksler hun mellem lavstemt og poetisk at beskrive livet set fra ni forskellige kvinders perspektiv. Vego er bestemt et navn for nutiden og for fremtiden!

Munch-Christensens debutantpris

Også et par andre debutanter blev hyldet i årets løb, da Sebastian Nathan og Rasmus Theisen delte Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris for hhv. digtsamlingen Honey moon og romanen Andre hunde.

Dagbladenes litteraturpriser

En række af landets største dagblade har en flot tradition for at hylde litteraturen med priser. Fx modtog Rakel Haslund-Gjerrild Weekendavisens Litteraturpris for sin rørende og hypersanselige roman Adam i paradis, som handler om den danske kunstmaler Kristian Zahrtmann. Romanen var i øvrigt også indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris i år.

I en helt anden sproglig boldgade finder man Helle Helle og hendes roman BOB, som Information hædrede med deres Montana-pris. Politiken kiggede i retning af Morten Pape, som udkom med tredje og sidste bind af sin Amagertrilogi – I ruiner. I den tager han på klassisk Pape-vis samfundet under kritisk behandling.


Rigtig god læselyst!
Mathias Emil Stenrøs, eReolen og Husum Bibliotek