
Tema / Årets læseoplevelse: Finsk fantastik
Her sidst på året er det naturligt både at kigge tilbage på året, der gik, og frem på året, der venter. Og som læser betyder det lige så naturligt at kigge på, hvad man har læst - og hvad man har lyst til at læse. For mig er der især én type bøger, der har skilt sig ud og forhåbentlig kommer til at gøre det fremover: Finsk fantastik. For når finnerne bryder med socialrealismen, gør de det på deres helt egen underfundige måde.
Underholdende lystfiskerfortælling
På min top-10 for 2021 finder man således Juhani Karilas "Jagten på den lille gedde". Der er en lystfiskerfortælling, men også en art westernkrimi, en kærlighedsfortælling med skovtrolde og først og fremmest er den utroligt underholdende. Det er historien om Elina, hvis liv afhænger af, at hun fanger titlens gedde - og Janatuinen, en politikvinde, som har til opgave at fange Elina. Til at starte med kender vi ikke baggrunden for nogen af disse opgaver, men sløret løftes gennem romanen - en proces, der bliver besværliggjort af nøkker, skovtrolde og andet godt fra folketroen.
Magi og mystik
"Jagten på den lille gedde" var en yderst fornøjelig læseoplevelse, men andre finske forfattere spiller lige så fint på andre følelser. I Pasi Ilmari Jääskeläinens "Den skinbarlige sandhed om Lumikkos litterære selskab" er der dømt litterær magi og mystik, mens Mari Ahokoivu formår at gøre en karakter, der minder om Batman (men naturligvis ikke er det) til en åh så vemodig skikkelse i "Batuman i liv og død".
Og heldigvis er der meget mere at tage af! Med øjnene på det kommende års læsning har jeg bladret i de finske bøger, for at finde lidt flere titler, der byder ind med deres helt egen, finske stemme, og som jeg ser frem til at møde i 2022.