
Tema / Årets lydbogsindlæser: Kristina Nya Glaffey
Kristina Nya Glaffey (f. 1979) er uddannet fra Forfatterskolen i 2005 og debuterede med novellesamlingen ’Lykkejægere’ i 2007. Her tages der i skarpe og karikerende portrætter afsæt i småborgerlige provinstankesæt, og det handler om både de kendte og ukendte danskere – som ’konceptet’ Søren Ryge eller mellemlederen Jørgen fra Aalborg. I 2023 vandt hun Blixenprisen for indlæsningen af sin egen roman 'To The Modern Man'.
Samfundskritisk satire
Fremfor plotdrevne fortællinger har Kristina Nya Glaffeys i sit forfatterskab fokus på portrættering af karakterer – eller karikaturer – med opremsende og scenefremstillende tekststykker med en samfundskritisk nerve. Her er stor sproglig opmærksomhed, hvor klicheer og faste vendinger udstilles i et opfindsomt og underholdende sprog, som flyder udover siderne.
Hun balancerer mellem det satirisk udstillende og det genkendeligt ømme, hvad enten det handler om familiekonstellationer, parforhold eller køn.
To the Modern Man
Den moderne mand bliver taget under (u)kærlig behandling i Glaffeys 'To the Modern Man'. Her portrætteres den moderne mand i et rasende og revsende åndeløst tempo. Drevet af vrede, irritation og indignation uddeles verbale lussinger til højre og venstre. Der kastes eder og forbandelser mod selviscenesættelse og hykleri, men man mærker også en snigende ømhed i det underholdende opremsende portræt, der handler lidt om os alle sammen.
Herunder finder du en samling af alle de bøger på eReolen, som hun har skrevet eller indlæst.
Du kan læse meget mere om Kristina Nya Glaffey på forfatterweb eller litteratursiden.
Foto: Anne Mieve Dreves