Tema / "Årets mest gribende bog"

Året er ved at gå på hæld, og det samme er årtiet. Men inden vi skyder nytåret ind, kigger vi tilbage på nogle af alle de læseværdige bøger, som blev udgivet i året og årtiet, der gik. Vi har kværnet os igennem stakkevis af bøger, og det er derfor ikke så underligt, hvis vi en gang imellem mister overblikket over alle de gode bøger, der findes derude. Det er der heldigvis råd for.

 

Her anbefaler Gads forlag årets mest gribende bog, en overset roman, som du ikke skal gå glip af, samt årtiets krimi.

 

Årets mest gribende bog: Vi ejer himlen af Luke Allnutt 

Selv når du har mistet alt, findes kærligheden.

Rob Coates har en dejlig kone, Anna, et skønt byhus i London og bedst af alt, sønnen Jack. Han føler ikke uden grund, at han har vundet i livets lotteri. Eller rettere … sådan var det, lige indtil alt faldt fra hinanden, da Jack blev alvorligt syg. 

Vi ejer himlen beskriver på smukkeste vis en fars kærlighed til hans søn, store sorg over tabet og de følelser, der opstår, når et menneske oplever det værst tænkelige. Samtidig er det en historie, der indgyder håb, for kærligheden finder altid vej gennem mørket… 

En rørende og hjerteskærende hyldest til kærligheden i alle dens former – bør læses med lommetørklædet inden for rækkevidde. 

 

 

Årets oversete roman: Nora – eller Brænd Oslo Brænd af Johanna Frid 

Tankevækkende og tåkrummende autofiktion.

Svenske Johanna er kæreste med danske Emil. Emil har en ekskæreste, der hedder Nora. Nora er alt det, Johanna ikke er: smuk, fotogen, elsket på de sociale medier – og for at det ikke skal være løgn: norsk! Hvor forbandet perfekt kan man lige være?  

Johanna finder ved et tilfælde ud af, at Emil og Nora skal ses, og indleder en grundig efterforskning af Nora på Instagram. Efterforskningen forekommer fuldstændig endeløs, og samtidig ædes Johanna op indefra – ikke bare af jalousi, men også af en gennemborede og konstant smerte i livmoderen ... 

Nora eller Brænd Oslo Brænd er en sort-humoristisk roman om et eviggyldigt emne: jalousi – og vores til tider groteske måde at tackle den på. Men hvor jaloux har man egentlig lov at være? 

En roman, som enhver, der har været forelsket, vil kunne spejle sig i – uanset alder!  

 

 

Årtiets krimi: Kvinden der forsvandt af Gillian Flynn 

Genial psykologisk thriller om et forstenet ægteskab, hemmeligheder og løgne.

"Hvem er du? Og hvad har vi gjort ved hinanden?” De spørgsmål stiller Nick Dunne sig selv en varm sommermorgen på sin femårs-bryllupsdag, da hans kone Amy pludselig forsvinder. Politiet mistænker Nick for at stå bag en forbrydelse.  

Han er den perfekte mistænkte, hun det perfekte offer. 

Amys veninde afslører, at Amy var bange for Nick. Han sværger, det ikke kan være sandt, men da politiet ransager hans hjem og tjekker hans computer, viser det sig, at han har været inde på nogle mistænkelige hjemmesider. Han fastholder hårdnakket, at han ikke kender noget til det. Men hvis Nick ikke har en finger med i spillet, hvor er hans smukke kone så blevet af? 

Historien fortælles af Nick og Amy på skift, og begge er ekstremt gode til at lyve. De lyver for sig selv, og de lyver hinanden. Og nu lyver de også for dig …  

Forbered dig på selv at forsvinde fra din omverden, mens du sluger denne bog – som ikke uden grund blev en stor en international bestseller!