
Tema / Årets vigtigste udgivelse fra Gyldendal
Året er ved at gå på hæld og det samme er årtiet. Men inden vi skyder nytåret ind, kigger vi tilbage på nogle af alle de læseværdige bøger, som blev udgivet i året og årtiet, der gik. Vi har kværnet os igennem stakkevis af bøger, og det er derfor ikke så underligt, hvis vi en gang imellem mister overblikket over alle de gode bøger, der findes derude. Det er der heldigvis råd for.
Her anbefaler Gyldendal årets vigtigste udgivelse, som byder på et dystert men vigtigt indblik i et glemt stykke danmarkshistorie og i nogle af sindets mest mørke afkroge.
Peter Øvig Knudsens Min mor var besat er en af årets vigtigste bøger fra Gyldendal. I bogen fortæller Peter Øvig Knudsen om et vigtigt, men ofte overset, stykke danmarkshistorie: Om den generation af kvinder, der trods begavelse og drømme blev husmødre før kvindekampen. Og om de børn, der voksede op i et miljø, hvor borgerlige normer var vigtigere end børnenes trivsel. Bogen er samtidig en stærk personlig beretning om at skifte syn på psykisk sygdom og psykiatri, på sin mor og ikke mindst sig selv.
Anmelderne skrev om Min mor var besat:
”Bogen er fyldt med indsigt og selvindsigt og er en betimelig og nødvendig konstatering af det helt indlysende: Der er noget, vi skal tale om. Alle sammen. Og bogen vil uden tvivl fungere som forløser af mange hårdt tiltrængte samtaler og bidrage til aftabuiseringen af psykisk sygdom i almindelighed og elektrochok i særdeleshed. Det er en ærefrygtindgydende bedrift.”
– fra anmeldelsen i Information
”Men det er også en bog om den stigmatiserede psykiske sygdom, som Peter Øvig imponerende frygtløst forsøger at skrive sig ind under huden på – først per stedfortræder via sin mor, så via sine egne oplevelser. Det er stærkt. Som gode fortællinger om sygdom, sorg, svigt, skyld og skam altid er det. Og det er svært, eller måske endda umuligt, at forestille sig den ene historie uden den anden, fordi moderens synes at være forudsætningen for, at sønnen bliver syg – og måske også en af grundene til, at han bliver rask, fordi han i processen finder plads til den lille tvivl, forståelse og forsoning, der klæder alle.”
– fra anmeldelsen i Journalisten
På eReolen kan du både læse og lytte til Øvigs personlige beretning.