Tema / Årtiets værk: Min kamp 1-6 af Karl Ove Knausgård
Året er gået på hæld og det samme er årtiet. Men inden vi kaster os ud i nytårsfortsætter og et helt nyt årti, kigger vi tilbage på nogle af alle de læseværdige bøger, som blev udgivet i året og årtiet, der gik. Vi har kværnet os igennem stakkevis af bøger, og det er derfor ikke så underligt, hvis vi en gang imellem mister overblikket over alle de gode bøger, der findes derude. Det er der heldigvis råd for.
Her fortæller Lindhardt og Ringhof, hvorfor de mener, at Karl Ove Knausgårds romanserie Min kamp er årtiets værk.
Aldrig har så mange kunstnere taget af hovedstolen som i de seneste ti år, og særligt forfatterne har eksperimenteret med at anvende privatlivet som udgangspunkt.
Autofiktionens langhårede ikon
Karl Ove Knausgård var langt fra den første forfatter, som brugte eget navn og sit levede liv i en roman. Men den alt-dissekerende nordmand er, siden første bind af Min kamp udkom, blevet gjort til autofiktionens langhårede ikon (det er umuligt at finde en artikel om emnet uden et billede af ham påklistret), og i dag synes Knausgård afgørende for, at netop autofiktionen blev den dominerende skønlitterære genre i 10’ernes Skandinavien.
Romanen, som fylder seks bind og over 2500 sider, gav fra begyndelsen anledning til polemik i Norge, og da bind 1 af Min kamp udkom i Danmark i 2010, rejste debatten med. For kan det forsvares at skildre prekære detaljer om familiemedlemmers alkoholisme og depressioner uden at tage hensyn til de skildrede? Er den kunstneriske ytringsfrihed absolut? Hvad hvis en vred onkel modsiger fortællingen, har det så betydning for kvaliteten af værket?
Familiefejde til offentlig skue
”For hjertet er livet enkelt: Det slår så længe det kan. Så stopper det”. Min kamp indledes med, at Karl Oves far dør efter at være gået i hundene i sine forældres lille hjem. Sammen med sin bror rydder romanens hovedperson op i tomme flasker og tilsølede minder, mens han grubler over døden i alle dens afskygninger. Knausgårds onkel læste om opgørelsen af boet i bind 1. Efterfølgende skrev han en mail til sin nevø om, hvor løgnagtig og nederdrægtig fremstillingen var.
For forfatteren var optrinnet nyt selvbiografisk materiale, og omverden kender til familiefejden, fordi Knausgård beskriver den i bind 6. Men man kan ikke klandre ham for at udstille sin farbror som ømskindet eller løgnhals. I stedet skriver Knausgård, hvordan han pludselig selv kommer i tvivl om det, han har oplevet. Måske var farens druk slet ikke så grelt, som han har gjort det til … Han bliver let usikker.
Overskridelse og provokation har aldrig været Knausgårds ærinde
Det er netop her, Min kamp bliver til en fremragende, vedkommende roman. Overskridelse eller provokation fremstår aldrig som forfatterens ærinde, han forsøger i stedet at beskrive tilværelsen og alle dens komplikationer så fuldstændigt og detaljeret som muligt, og da lader det sig ikke gøre at skåne andre – eller sig selv. Uanset om han gør sig tanker om død, rockmusik, babyrytmik, Hitler eller litteraturhistorien, ulmer en letgenkendelig skrøbelighed under hver sætning. Også efter døden er faren nemlig nærværende. Opgøret med et fordrukkent genfærd er romanens titel.
I dialog med læseren
Mange føler sig talt direkte til gennem romanen, og der opstår nærmest en dialog mellem Karl Ove og læseren, når han med overvejelser om det nære og det abstrakte får den enkelte til at fundere over eget liv. Knausgård viser med Min kamp, at vi ofte er fælles om det mest private.
En så udbredt popularitet vil altid afføde kritiske røster, eksempelvis er nogle utilfredse over, at Knausgård fra tid til anden portrætteres som autofiktionens opfinder. Men det kan jo også betragtes som en særligt fornem udmærkelse: Min kamp er blevet uomgængelig i sådan et omfang, at man som litteraturinteresseret er tvunget til at tage stilling til værket. Og forfatteren bag.
/Jeppe Mørch, Lindhardt og Ringhof