Tema / Alene med forfatterens stemme

For ikke længe siden løb Bogforum af stablen, og forfattere, bogfolk og læsere stimlede sammen i hobetal. Der kan siges meget godt om det arrangement, men det er ikke nogen intim oplevelse. Man ser forfatterne på scenen og måske i folkemængden, og man hører dem i samtale, men det foregår altsammen i den konstante summen, der er Bogforum.

 

Det er på mange måder en lidt paradoksal måde at samles om noget, man ellers ofte er helt alene om, nemlig den gode historie. Vi læser de ord, forfatteren har skrevet, eller vi lytter til oplæserens stemme, og vi gør det oftest helt for os selv.

 

Der er faktisk kun én måde hvorpå den oplevelse kan blive mere intim, udover at invitere forfatteren ind i ens hjem; Det er ved at lytte til forfatteren selv læse sin bog op. Så som en reaktion på Bogforums bog-tsunami har jeg fundte ti lydbøger frem, hvor forfatteren selv har indlæst lydbogen, så du kan være helt alene med forfatterens stemme.