Tema / Allan Erik Mortensen - 50 år
Allan Erik Mortensen har på blot tre år skrevet 7 bind i sin Hængedynd-serie, mens han allerede i fuld gang med den ottende. Men hvor finder Allan Erik Mortensen inspiration til sin store produktivitet? Og hvad læser han selv?
I serien møder vi Jon Harding, som er flyttet til Vestsjælland for at få en mere rolig tilværelse. Han og hans mavesure og til tider dovne makker er landbetjente i den søvnige by Gæringe, men Jon hjælper også Kalundborg Politi med de søger, som er kørt fast.
Hvad er et god plot for dig?
For mig handler det meget om at få lov til at gætte med. Jeg vil gerne være med i historien som den, der iagttager og alligevel leger med. Jeg mener også, at det er vigtigt, at læseren kender og holder af den eller dem, der har fået til opgave at løse gåden. Jeg er nødt til at mærke deres frustrationer og føle deres iver for at kunne identificere mig med dem, deres problemstilling og deres mål. Derudover tænker jeg, at der skal være en form for naturligt flow i historien – en fremdrift – lidt ligesom i en dans. Det skal selvfølgelig hænge sammen, men jeg ser gerne en del temposkift, nogle voldsomme spjæt med benene og en lidenskab, der får mig til at tro på den tango, jeg er vidne til. Hvem, hvorfor og hvad nu hvis? De tre spørgsmål vil jeg helst kunne stille mig selv mange gange under historien. Et godt plot tager mig ved hånden og leder mig ind i et univers, hvor jeg læner mig tilbage, mens forfatteren lader mig håbe det bedste og forvente det værste.
Hvad frygter du selv?
Stephen King tog ud på gader og stræder for at spørge helt almindelige mennesker, hvad deres største frygt var. Ud fra deres svar skrev han så bl.a. It. Et genialt påfund. Jeg har forsøgt at spørge mig selv og min kone, hvad der er skræmmende. Det første, der falder os ind, er døden. Det at miste for altid. Det gælder naturligvis vores egen død, men det gælder bestemt også vores nærmeste. Dertil kommer frygten for bl.a. højder, slanger og hjemmerøverier, men også frygten for at stå i en frygtelig situation og være magtesløs, hjælpeløs og måske handlingslammet.
Hvilke 3 bøger vil du anbefale, at vi læser?
Den cubanske kabale af Bjarne Reuter: Bjarne Reuter var grunden til, at jeg begyndte at interessere mig for at læse. Faktisk læste jeg kun en enkelt bog nemlig Kidnapning, før det gik op for mig, at de fandtes som lydbøger, hvorefter jeg lånte hele rækken af ”Bertram-bøgerne” og hørte dem igen og igen. Det var Kjeld Nørgaard, der havde indtalt dem, og han blev min barndoms trygge osteklokke. Jeg lå ofte i min seng og lyttede til hans fantastiske stemme, når han læste de morsomme og spændende historier.
Da jeg blev teenager læste jeg Zappa og andre af Reuters ungdomsromaner, og siden blev det bl.a. til Lange bro med løbende figurer, En rem af huden og Den cubanske kabale, hvor Reuter virkelig viser, hvad han kan med sproget. Det er mig stadig en gåde, hvordan han gør det, men han får mig til at mærke solens varme, den fugtige luft og den mørke følelse af ensomhed og hjemlængsel. Historien er snørklet og uforudsigelig, og det lykkes Reuter at få bekræftet, at intet er, som det ser ud.
Stille nu af Viveca Sten: Viveca Sten er dronningen af krimi. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg mener, at de svenske krimiforfattere er verdens bedste. Henning Mankell og Liza Marklund er suveræne, men Viveca Sten kan beskrive en hvid væg og gøre den spændende og fængende. I hendes historier bliver mørket i sig selv en – om ikke fjende - så i hvert fald modstander. Hendes beskrivelser af de to hovedpersoner - og mest af alt relationen mellem dem – er så sublimt forfattet, at jeg meget hurtigt følte mig som en del af historien. Selve krimihistorien er skræmmende på den underholdende måde, men jeg bærer også rundt på historien længe efter, jeg har lagt bogen fra mig.
Den gamle mand og havet af Ernest Hemingway: Min lørdag i selskab med Den gamle mand og havet, som jeg var anbefalet at læse af min storebror, blev en eftermiddag i en helt anden verden. Først blev jeg en smule træt af de lange beskrivelser af fiskeredskaber, men det viste sig (selvfølgelig), at Hemingway havde en plan. Da den gamle mand er alene på havet, og hans situation ser meget skidt ud, kunne jeg ikke styre mine egne følelser. Jeg følte mig alene og desperat, jeg følte mig bange og udmattet, og jeg følte mig fortabt. Alt dette formåede Hemingway at give mig på bare 117 sider. Det er stort.