Tema / Anaïs Nin

Anaïs Nin blev født i 1903 og boede som barn i seks forskellige lande med sine forældre, der havde både cubansk, fransk og dansk blod i årerne. I 1914, efter at faren havde forladt familien, flyttede Nin med sin mor og to søskende til New York, hvor hun i 1923 giftede sig med bankmanden Hugh Guiler. Sammen tog de til Paris, hvor Nin kom til at leve som eksilforfatter og begyndte at udforske Paris' erotiske mysterier. Den udforskning tog for alvor fart i 1931 efter mødet med Henry Miller og hans kone June Mansfield, og deres erotiske forhold og venskab er både dramatisk og legendarisk. Det fremgår bl.a. af dagbogen Henry og June.

 

Nin er en fascinerende personlighed. Hun er også en sansende forfatter fuld af psykologisk indsigt. Og så er hun ordrig. 35.000 sider i flere hundrede dagbøger blev det til, før hun døde. Hun bearbejdede og udgav selv dagbøgerne i seks bind i løbet af 1960'erne. De er senere udråbt som et hovedværk og en feministisk klassiker, der trods deres intime form nok lige så meget er fiktion som fakta. Nin er da også en sand mester i litterær iscenesættelse. Hun skrev for at leve og skabte sit liv i skriften. Hendes surrealistiske og poetiske skrivestil trækker læseren ind i en erotisk og kulturel verden, der rammer sanserne. Det er forførende læsning.

 

Læs mere på Forfatterweb.

Foto:The Granger Collection / Rosinante & Co