Tema / Anbefalinger i anledning af Danmarks befrielse
I dag er det 77 år siden, at de britiske tropper befriede hele Danmark - på nær Bornholm - efter fem års tysk besættelse. Egentlig kom meddelelsen om Tysklands kapitulation aftenen forinden - den 4. maj 1945 kl. ca. 20.30 - hvor BBC gav den glædelige nyhed over radioen. Et radioklip som jeg tror, de fleste har hørt på et eller andet tidspunkt.
I anledningen af mindedagen giver jeg her mine to største historiske anbefalinger som henholdsvis tager udgangspunkt i 1. og 2. Verdenskrig. Det er historiske spændingsromaner med dybde, som skildrer faktuelle personer og begivenheder særdeles tæt. Det er den britiske forfatter og komiker Ben Elton - efter min optik - nemlig særlig god til samtidig med, at han krydrer det med følelsesfulde relationer og fængende familiedrama.
"I kamp mod tiden" af Ben Elton
1. Verdenskrig udbrød med mordet på Østrigs ærkehertug, Franz Ferdinand. Hvad var der sket, hvis det mord blev undgået, og hvordan styrer man slagets gang derefter? De tanker leger Ben Elton med i "I kamp mod tiden". Bogen udfolder sig som en utrolig dragende tidsrejse, hvor den tidligere elitesoldat, 'Guts', rejser tilbage til 1914 for at forhindre mordet. Faktuelle begivenheder bliver berørt i et underholdende og nærmest eventyrligt univers, hvor præmissen er, at Guts mission er en nødvendighed for at forbedre bogens nutid. Til slut blev jeg virkelig overrasket over bogens afrunding...
"To Brødre" af Ben Elton
Ben Eltons jødiske far flygtede fra Nazityskland under 2. Verdenskrig og med den viden, er det tydeligt at mærke en følelsesmæssig dybde og familiær inspiration i "To brødre". Bogen starter i 20'ernes Berlin og skildrer brødrene, Paulus og Otto, der fødes som jøde og adoptereret arier. Vi følger drengenes opvækst og deres jødiske familie i deres hverdag, som bliver mere og mere indsnævret. Også her har Ben Elton styr på fakta, og den gennemførte blanding mellem fiktion og fakta tryllebandt mig fuldstændigt. Bogen springer i tid og sted og slutter først efter 2. Verdenskrig, så man får som læser oplevelsen af at få 'det hele med'.
Rigtig god læselyst!
/Julie