Tema / Anne Sofie Hammer anbefaler en julehistorie

Hver søndag i advent, har vi inviteret en elsket forfatter til at anbefale en julehistorie. Denne 2. søndag i advent er det forfatter Anne Sofie Hammer, der anbefaler sin yndlingsjulehistorie. 

Hyggen - historien om en gårdnisse af Lars-Henrik Olsen

"Jeg er på mange måder lidt af en julefreak, så jeg vidste godt, at det ville blive svært at vælge én julehistorie. Der findes så mange gode.

 

Jeg kan både lide de gamle julehistorier, som er fyldt med frost, skøjter, uldfrakker og gårdnisser, og de moderne julehistorier med al deres humor og julekaos, mislykkede julebag og forsøg på at genskabe en gammeldags jul, som sandsynligvis aldrig har eksisteret. 

 

Men hvis jeg kun skal vælge én, så vælger jeg Lars-Henrik Olsens julekalenderhistorie om Hyggen.

 

Julekalenderhistorier er noget helt særligt, og Hyggen er en fortælling, som fletter en masse gammel folketro ind i en hyggelig rammehistorie. På den måde lærer man undervejs en masse om, hvordan forskellige former for nisser blev opfattet i folkesagnene - før de blev til små, sjove julefigurer. Dengang var de ikke altid så søde og flinke, skulle jeg lige hilse og sige.

 

Historien er til gengæld sød, og jeg har både selv fået den læst højt som barn og læst den højt for mine egne børn. Julehistorier behøver jo ikke altid være gamle, men nogle gange er det hyggeligt, at de er det."

 

Vi har fundet både Hyggen af Lars-Henrik Olsen og nogle af Anne Sofie Hammers egne bøger frem. Du kan derudover finde mange flere bøger af både Lars-Henrik Olsen og Anne Sofie Hammer her på eReolen.

 

Glædelig 2. søndag i advent.