Tema / Anti-selvhjælpsbøger: Grib det uperfekte

På de sociale medier skildres det perfekte liv i form af smukke billeder af dejlig mad, flot tøj og skønne hjem. Vi fascineres af det, selvom vi godt ved, at det blot er en flig af virkeligheden, og at det sandsynligvis ser anderledes ud under overfladen. Livet ér skønt, men det kan også være noget møg, og du bliver sjældent et lykkeligere menneske af at rydde mere op, tabe et par ekstra kilo eller altid at have "ja-hatten" på.

 

De seneste par år er der heldigvis kommet fokus på, at det "perfekte" liv, som findes på de sociale medier, ikke nødvendigvis er noget, man skal stræbe efter - der er mange andre måder at tackle livet og finde frem til det, der giver mening for den enkelte, på. Det kan du bl.a. læse om i disse anti-selvhjælpsbøger, der opfordrer dig til at slukke telefonen, sige nej og være f***ing ligeglad! 

Kunsten at være f*cking ligeglad og Alt er f*cked

Mark Manson filosoferer i Kunsten at være fucking ligeglad og Alt er fucked over, hvordan vi kan få bugt med det overfladiske liv og fokusere på det vigtige i livet, leve det uperfekte liv og være ligeglade med resten.

Stå fast, Gå glip og Ståsteder

Svend Brinkmann anbefaler, at vi dropper selvhjælpsbøgerne og lever livet, som det kommer, fyldt med op- og nedture, som vi skal lære at acceptere i stedet for at bruge alt vores krudt på at fikse det. Han opfordrer os til at leve det liv, vi har, og ikke stræbe efter uopnåelige idealer.

Sluk! : om at overleve i en digital verden

Lægen Imran Rashid mener, at vi af og til skal holde pause fra det digitale liv, slukke for alle skærmene og finde værdien i livet uden digitale forstyrrelser. I bogen her beskriver han, hvordan overforbrug af det digitale påvirker os negativt fysisk og mentalt. 

Ét liv, én tid, ét menneske: hvordan vi glemte at leve et meningsfuldt liv

Det er Morten Albæks overbevisning, at vi i dag mangler en afgørende ingrediens for at leve i harmoni - ingrediensen er meningsfuldhed! Vi oplever mistrivsel, bliver angste og stressede, fordi vi mangler at finde meningen med det hele. Hans anbefaling er, at vi stiller skarpt og søger selvindsigt for at kunne trives godt både i privatlivet og arbejdslivet. 

 

Lotte / Gladsaxe Bibliotekerne