Tema / Historisk byvandring

Du kender nok København udadtil. Dens mange gader og tilhørende historier, som i århundreder har formet storbyens bybillede. Byggerier af Christian 4. såsom Rundetårn og Børsen, livlige Christianshavn, Istedgade, samlingsstedet ved Rådhuspladsen og smukke Amalienborg. Ja stederne er mange, men kender du egentlig København? Historierne, menneskerne og ikke mindst tragedierne, der har gjort hovedstaden til hvad den er i dag?

 

Hvis ikke, så kan podcastserien ”Bag om København” lære dig mere om de begivenhedsrige historier, der lægger forud for en af verdens førende storbyer. Igennem mere end fyrre afsnit tager Berit Freyheit dig med ind i den danske historie, hvor hun beretter om vigtige begivenheder og store personligheder. Ofte tages der udgangspunkt i bagsiden af København, og du kan derfor høre om flere af de dystre og mørke fortællinger, der også har formet byen. Her kan du blandt andet høre om dansk slavehandel i det 18. århundrede, da den sorte død ramte danskerne i 1711, forbryderparret Karen Spidsmus og Ferdinand Eriksen fra Nørrebro og barnemoderen Dagmar Overby.

 

Med stor viden og sans for den gode fortælling tager Berit Freyheit dig med bag om København og besøger de gader og stræder, du kender. Steder, der gemmer på store og små historier, som på godt og ondt har sat sit præg på danmarkshistorien og dét København, vi kender i dag.