Tema / Bibliotekaren anbefaler: Fik du læst?

Britt Skjoldborg fra Silkeborg Bibliotekerne anbefaler 3 fantastiske bøger, du ikke må gå glip af.⁠

CITRONBJERGET af EVA TIND

Citronbjerget er en smuk og sælsom roman om Sui, der nyskilt drager fra Danmark til Korea for at finde sig selv i det hus, som hun har arvet af sin bedstefar. Huset viser sig imidlertid at være indrettet efter bedstefarens enorme højde, og hun befinder sig derfor som Guldlok i et hus og et land, hvor proportionerne og virkeligheden er en anden. En fantastisk historie om at lede efter sig selv, der i sine bedste øjeblikke tangerer den japanske stjerneforfatter Murakamis fortælleglæde.

ADAM I PARADIS af RAKEL HASLUND GJERRILD

Følg med ind i maleren Kristian Zahrtmanns overlæssede og solfyldte palmestue på Frederiksberg. Vi er i 1913, og Zahrtmann er blevet en ældre herre, men her foran ham i havestolen ligger en ung, pragtfuld og halvnøgen mand, som Zahrt-mann er i gang med at portrættere som Adam i Paradis. Et sprogligt mester-værk, der på formidabel vis hensætter dig til Zahrtmanns tid og liv, i det sanselige portræt af den aldrende kunstner og hans erindringer om et liv med kunst og begær.

LØG TRÆKKER TÅRER af DORRIT WILLUMSEN

Læs dette underfundige og vidunderlige portræt af den finurlige lille fe Wendy. Da Wendys mand glemmer hendes 74-års fødselsdag og hendes e-boks driller, tager hun sin pels og går hjemmefra. Hun flytter ind i skunken i en lejlighed, hvorfra hun i skjul lytter til livet hos beboerne i lejligheden. Imens taler hun med sin pels, som bliver mere og mere dominerende. Løg trækker tårer er en lille romanperle, der indeholder en helt særlig, forunderlig og dobbeltsidet tone, der med varme får dig til at le ad livets grusomhed.

 

God læselyst!

/Britt Skjoldborg, Silkeborg Bibliotekerne

 

Du kan finde flere anbefalinger i eReolens inspirationsmagasin online eller finde et fysisk eksemplar på dit lokale bibliotek.