Tema / Bibliotekaren anbefaler: Højtlæsning

Feriedagene kan virke lange med børn, der ikke altid selv vil finde på. Formidler ved Aalborg Bibliotekerne, Mathilde Berg Kjeldsen, anbefaler her sine personlige favoritter, når der skal læses højt for de mindste. Så kan der komme ro på den lille krop - i hvert fald for en stund.

BOGEN DER IKKE VILLE LÆSES & LYDBOGEN DER IKKE VILLE LYTTES af DAVID SUNDIN

Hvordan læser man en bog, der ikke vil læses? Der er ikke andet for end at gøre et forsøg. Den voksner bliver kastet ud i den ene udfordring efter den anden til stor underholdning for store som små. Børnene har aldrig mødt en bog så fræk før, men de er med på rejsen hele vejen, og bogen har heldigvis allerede fået sig par frække venner, der kan læses efterfølgende. Læs den inden sengetid og gå glad i seng. Bogen kan findes fysisk på biblioteket, men på eReolen finder du Lydbogen, der ikke ville lyttes, som er mindst lige så fræk.

Til børn fra cirka 3 år.

FEM RAPPE RIM-FORTÆLLINGER af MARIANNE IBEN HANSEN

Højtlæsning på rim kan noget helt særligt! Marianne Iben Hansen formår i den grad at tryllebinde os med sine sjove og finurlige rim, mens vi både kommer på Heksetur til Kina, flytter ind hos bandeglade badutter, møder Palle med Perlen og får lov at komme på besøg i en monstersaga, som forklarer os, hvor sure sokker forsvinder hen. Læs den med nysgerrighed og eventyrlyst og bliv over-rasket over, hvor mange gange den samme gode historie kan læses med samme begejstring.

Til børn fra cirka 3 år.

MIMBO JIMBO OG DEN LANGE VINTER af JAKOB MARTIN STRID

Mimbo Jimbo er mester i at tage sin læser med ind i fantasiens og nysgerrighedens verden. Han følger os ind i de fineste universer, som både rummer det hverdagslige, men bestemt også eventyr og spænding. Kom med ind i en lang vinter fuld af sne, gåhuse, hekse, venner og mystik. Det er altid en fest at være i selskab med Mimbo og vennerne – og denne bog er så god, at den sagtens kan læses om sommeren. En sand nyklassiker.

Til børn fra cirka 3 år.