Tema / Bibliotekaren anbefaler: YA

Er du allerede vild med YA, eller vil du have en god anbefaling til, hvordan du kommer i gang med genren? Her anbefaler Julie Ottosen fra Valby Bibliotek tre af sine personlige favoritter.

The Inheritance Games: Arvingerne af Jennifer Lynn Barnes

Forestil dig, at du arver milliarder af dollars fra en mand, du aldrig har mødt, og bliver tvunget til at bo hos en familie, som bestemt ikke vil have dig der. Det er præcis, hvad der sker for Avery Grambs, hovedpersonen i Arvingerne. Romanen er fuld af af mysterier, gåder og action, men der er også plads til en potentiel love triangle mellem Avery og to af milliardærens farlige og dragende børnebørn.

Vi andre bor her bare af Patrick Ness

Hvad nu, hvis du ikke er den udvalgte? Hvis du ikke er den, som skal bekæmpe zombier, sjælespisende spøgelser eller forhindre verdens undergang? Måske er du mere som Mikey, som bare har helt normale teenageproblemer og egentlig gerne vil leve et helt almindeligt liv. Du ved, nå at afslutte gymnasiet inden skolen (endnu en gang) bliver sprunget i luften eller være til gallafest, uden festen bliver invaderet af monstre og aliens. Og måske endda nå at invitere Hanna ud. Romanen er både morsom, rørende, alvorlig og intet mindre end pragtfuld.

Ghost af Jason Reynolds

Ghost kan løbe. Det har hans far lært ham, da han jagtede ham og hans mor med en pistol. Nu bor Ghost og hans mor alene, og Ghosts far sidder i fængsel. Ghost løber altid ind i ballade. En dag udfordrer han en elitesprinter til kapløb, og da han vinder, bliver han hvervet af træneren. Det giver Ghost helt nye muligheder, men der er også nye krav. For træneren kræver resultater. Ikke bare til Ghosts løbeevner – men også til, hvem Ghost er som person. En roman om ensomhed og kammeratskab og ikke mindst håb. Man sidder virkelig tilbage med en følelse af håb om en bedre frem-tid efter endt læsning!

 

Find meget mere læseinspiration i eReolens inspirationsmagasin.