Tema / Bøger for hele familien

Hjemme hos os er ferie lig med masser af tid til at læse, og vi læser både sammen og hver for sig. Selvom mange måske forbinder højtlæsning med hyggelige stunder indenfor, når vinden rusker, og regnen siler ned, er det faktisk også super hyggeligt at læse sammen om sommeren, og man kan sagtens tage bøgerne med ud i solen og smide sig sammen i hængekøjen eller på et tæppe på græsplænen.

 

Jeg er selv ret glad for at læse e-bøger, og derfor synes jeg også, det er helt naturligt at fylde tabletten op med gode bøger til mig selv, når vi skal på ferie. Men jeg er faktisk også begyndt at tage bøger for hele familien med, når vi pakker bilen og kører mod syd. Der er rigtig mange gode højtlæsnings- og billedbøger på eReolen, og det er faktisk ret smart, når man skal ud at rejse og gerne vil have gode bøger med til alle. Så er der både underholdning til en regnvejrsdag i sommerhuset, en solskinsdag på stranden eller måske til en hård time i kø på motorvejen.

 

Her har jeg fundet et par gode bud på, hvad man kan tage med sig på ferie til glæde for hele familien. Jeg kan fx varmt anbefale Sara Lundbergs "Fuglen i mig flyver, hvorhen den vil", som er en meget smuk og poetisk lille fortælling til de voksne med de smukkeste illustrationer til børnene. Der er også plads til et godt grin, fx med Doktor Proktor eller Sallys far.  Og hvis I allesammen har lyst til at blive en lille smule klogere i løbet af sommeren, kan I fx læse Johan Olsens "Bogen om verden" sammen. Den er sprængfyldt med gode historier om verden fra et naturvidenskabeligt perspektiv.

 

God læselyst!