Tema / Bølgeskvulp i ørerne

Arthur C. Clarke skal have kaldet det upassende, at vi har navngivet planeten Jorden, når den så tydeligt er Havet. Selv kommer vi oprindeligt fra havet, men ulig hvalerne fandt vi aldrig ud af at vende tilbage til det - så nu drømmer vi blot om det i stedet.

 

Jeg har en ven, der bruger lyden af bølger, når hun skal koncentrere sig. Andre mennesker sætter indimellem deres hverdagsliv på pause og drager ud på havet. Et sted midt imellem de to finder vi mit personlige kompromis: lydbøger om havet og folk, fæ og dyr, som lever der.

 

Havets folk er mange - det er dem, der lever på, af og ved havet. For tiden kan man i fjernsynet følge familien Beha, der sejler nordpå - men før dem var der Troels Kløvedal, og før ham var der folk som Aage Krarup Nielsen, og før ham var der … og så videre. Hver havde de deres egne grunde og deres egne oplevelser, men til fælles har de, at deres historier beviser, at man ikke behøver ty til skønlitteraturen for at blive overvældet. Alt det skønne og voldsomme og skræmmende og vidunderlige, der er havet, kan man finde i virkeligheden.

 

Derfor har jeg samlet et lille udvalg af lydbøger, der kan hjælpe dig med at stå til søs, hvad enten du er ude at løbe, gør rent, kører i tog eller rent faktisk står og kigger på bølgerne. Du kan også huske på dette citat, denne gang af Karen Blixen: "Den eneste kur der hjælper på alt er saltvand – sved, tårer og havet."