Tema / Bogen der kickstartede min læseglæde

Som barn havde jeg ikke meget til fælles med en dreng, der var vokset op i et kosteskab og hvis tætteste venner bar kapper og tryllestave og bekæmpede mørkets kræfter i skoletiden. Alligevel voksede jeg op side om side med Harry Potter og følte mig tæt forbundet med både ham og hans tro følgesvende Ron og Hermione – og naturligvis også Hagrid. Hvem ville ikke gerne have en Hagrid i sit liv? 

Siden min mor læste den første Harry Potter-bog højt for mig, har jeg været fascineret af magiske universer, og jeg er ret sikker på, at mødet med Harry var med til at kickstarte en læseglæde, som jeg har forsøgt at holde i live lige siden. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at jeg siden da har opsøgt bøger, der gav mig den samme følelse af, at blive opslugt af et fiktivt univers.

Mødet med Murakami

Det er ikke nødvendigvis genren, der afgør om jeg bliver opslugt af en bog. Men der er nogle temaer, der går igen, når jeg tænker på de forfattere, jeg holder allermest af. Den japanske forfatter Haruki Murakami er én af dem. Jeg har efterhånden læst de fleste af hans bøger, og selvom de ikke har meget med troldmænd og hekse at gøre, så formår han, ligesom J. K. Rowling, at skrive bøger, som får mig til at glemme tid og sted. Mit første møde med Murakami var Trækopfuglens krønike - en moppedreng af en roman, som er lidt lang at komme igennem, og som for nogen nok vil virke kedelig og langtrukken. Men jeg blev hurtigt grebet af hans evne til at udfolde store, mystiske fortællinger og parallelle verdener med underlige skabninger og uforklarlige hændelser. På den måde er der alligevel et slægtskab med Harry Potter-serien. En af mine absolutte Murakami-favoritter er Hardboiled Wonderland  og verdens ende – her udfolder han virkelig sin evne til at skabe parallelle, mærkværdige universer, og er man til serier som Stranger Things, vil jeg vove at påstå, at man også vil blive grebet af Hardboiled Wonderland.

Sydamerikansk magi

Da jeg først opdagede min forkærlighed for magisk realisme, som er den genre Murakami tilhører, var jeg naturligvis nødt til at opsøge klassiske sydamerikanske forfattere som Gabriel Garzia Marquez og Isabel Allende. De er indbegrebet af magisk realisme og ikke mindst evnen til at skabe store, opslugende fortællinger, hvor fantasi og virkelighed er så tæt vævet sammen, at karaktererne i bogen slet ikke skænker det en tanke. I 100 års ensomhed fødes en af karaktererne med grisehale og en anden svæver til vejrs for aldrig at blive set igen. De magiske elementer er en naturlig del af handlingen, og karaktererne accepterer uden videre deres tilstedeværelse. Og det er der på en eller anden måde noget meget befriende ved, for det betyder, at man som læser har helt frie tøjler til at drømme om en verden, der er lidt mere farverig end vores egen. Jeg er normalt ikke til lange, tunge slægtsromaner, men når de bliver krydret med lidt sydamerikansk magi, er jeg helt på. 

Husk at pleje din læseglæde 

Vi har ofte en opfattelse af, at man enten kan lide at læse og gør det flittigt, eller at man ikke er den store læsehest. Men i virkeligheden tror jeg, at læseglæde er noget, der skal plejes. Det er ikke en selvfølge, at den er til stede hele tiden og hver gang, vi læser – uanset hvor stor en læsehest, man måtte være. Min oplevelse er, at den kommer og går – alt efter hvor man er i sit liv, og hvad man læser. De fleste kender sikkert godt følelsen af at starte på en bog og bare aldrig komme helt ind i den. Måske opgiver man den helt og får den aldrig læst færdig. Heldigvis er der jo også dem, der får os til at vende side efter side. Det er den følelse, de fleste af os jagter, og det kan altså være meget godt at være bevidst om, hvilke bøger eller genrer, der giver os netop den følelse. Jeg ved efterhånden godt, hvilke bøger der dræber min læseglæde, og hvilke der får den til at blusse op igen. For mig var det Harry Potter, der første gang gav mig den følelse. Sidenhen har det bl.a. været Murakami og senest var det den britiske forfatter Neil Gaiman og hans fantastiske roman Oceanet hvor grusvejen endte. For dig er det sikkert nogle helt andre. Uanset hvad, skal du huske at pleje din læseglæde, så det bliver ved med at være sjovt at læse hele livet.

/Maria