Tema / Brasiliens skabelsesberetning
Fodbold er et helle fra alt det uoverskuelige. I et mindre rektangel løber voksne mennesker rundt med en urokkelig overbevisning om, at det betyder noget, hvem der vinder, hvorfor der i 90 minutter ad gangen simpelthen ikke er tid til nuancer. Det handler om at score og om at tackle. Måske derfor lever fordomme i bedste velgående indenfor fodboldens lille verden. Her taler man endnu om defensive nordmænd, maskinelle tyskere, italienske snydepelse og legesyge brasilianere i et forsøg på at forudse spillestil og temperament.
Alt for statiske kategoriseringer er gabende kedsommelige, men den eventyrlige roman Macunaíma (1928) – fra verdens mest fodboldgale land – leverer et barokt argument for, at selv klichéer kan turneres med forrygende originalitet. Forfatter Mário de Andrade fremstiller sine brasilianske landsmænd som overtroiske, letsindige, sexopslugte og kyniske i en gakket og dog kærlig fortælling om det moderne samfunds opståen i Sydamerika. Det er på samme tid en skabelsesberetning om Brasilien og en svirpende satire over sambalandet. En forelsket kritik, som oversætter Peter Poulsen kalder Macunaíma i sit efterord.
Helten blottet for karakter
Romanens titelperson skifter hudfarve, form og humør efter forgodtbefindende som et billede på kompleksiteten i det sammensatte brasilianske samfund. ”Helten blottet for karakter” er sågar bogens undertitel. Macunaíma er udstyret med en tryllekunstners forhold til sandhed, og han er skiftevis doven og kolerisk som Anders And – til gengæld besidder han kvindetække som Don Juan. En stjålen amulet fører ham fra den besjælede regnskov til storbyen São Paulo, hvor croonere, fodboldspillere og en menneskeædende gigant udfordrer vores iltre erotomans magiske evner. Det hele udspiller sig som en feberdrøm af et eventyr i virkelighedens Sydamerika, og Mário de Andrade introducerer hermed magisk realisme længe inden retningen bliver udbredt hos verdensnavne som Gabriel García Márquez og Isabel Allende.
Storbyen æder naturen
Altså har de afsindige optrin altid en forbindelse til den samtid, romanen er skrevet i, og den skøre menneskeæder, som Macunaíma konstant slås mod, er ikke blot en fjollet figur. Han slår nemlig kannibalisme an som bogens afgørende tema. Storbyen æder naturen, og med storbyen kommer den altfortærende teknologi, som modernisten Mário de Andrade formår at vride ligeså skægt som brasilianerfordommene:
”(…) han gættede – yderst forvirret! – på, at maskinen kunne blive en gud uden for menneskets kontrol, simpelt hen fordi de havde skabt hende uden ynde og tiltrækning som en simpel kendsgerning her i verden. Af hele denne forvirrede tænken frem og tilbage fremstod pludselig en lysende tese inden i hovedet på vor helt: Det var menneskene, der var maskiner, og maskinerne, der var mennesker. Macunaíma udstødte et latterbrøl. Han følte sig befriet og dybt tilfreds. Han forvandlede Jiguê til en telefon og ringede til natklubberne og bestilte hummer og franske tærter.”
Desuden giver det spøjse lille mesterværk forklaringen på, hvordan fodbold blev skabt i Brasilien. Macunaímas to brødre får en dag nok af antiheltens udskejelser, så de former en stenhård kugle og sparker den lige i ansigtet på lillebror. Macunaíma får en blodtud, men bagefter er der ingen stor ståhej eller sure miner. Det var blot en sjov og hurtig måde at komme ud med aggressioner på.
/ Jeppe Mørch