piller på pink baggrund

Tema / Bryd tabuet: Fire romaner om at være indlagt på psykiatrisk

Det kan være svært at tale om psykisk sygdom, men digte, breve og romaner tilbyder et andet og rigere sprog og erfaringsrum end behandlersproget. Skønlitteratur om psykiatriske indlæggelser kan være med til at bryde tabuisering af psykisk syge, så vi bedre kan være der for hinanden, når livet giver knubs, og her anbefaler vi fire gode bøger, du kan læse, hvis du er nysgerrig på livet med en psykisk sygdom. 

 

I oktober markeres både Danmarks Mentale Sundhedsdag og WHOs World Mental Health Day, og det er vigtigt, for psykisk sygdom er stadig forbundet med en høj grad af tabuisering, ensomhed og stigmatisering. Skønlitteratur og vidnesbyrd tilbyder noget helt særligt i forhold til at modvirke sådanne tendenser, og i disse fire bøger kommer du helt tæt på livet i det psykiatriske system.

 

Aminas breve - skizofreni

Jonas T. Bengtssons roman om den unge paranoidt skizofrene Janus' tilværelse på en lukket psykiatrisk afdeling gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, da jeg i sin tid læste den i gymnasiet. Janus holder en kontakt til samfundet uden for hospitalet ved at skrive breve til sin ven Amina, som han har en særlig relation til. Brevene bliver dog ikke besvaret, og det er der en særlig grund til. Romanen er filmatiseret og kan ses på Filmstriben, men jeg foretrækker romanversionen. 

Knæk - alkoholisme

En anden vanvittig intens skildring fra tilværelsen på en lukket afdeling er Mikael Josephsens digtsamling Knæk. Sproget er nøgternt og barskt, og læseren får et indblik i, hvad det vil sige at være patient på en psykiatrisk afdeling.

Glasklokken - sammenbrud og depression

Sylvia Plaths nyoversatte romanklassiker Glasklokken om den unge Esthers nedtur og sammenbrud fra modebranchen til en psykiatrisk indlæggelse er også vanvittigt smuk og barsk - og én af verdenslitteraturens mest kendte bøger om psykisk sygdom. Mange af hendes øvrige bøger kan læses på engelsk på eReolen.

Hungerhjertet - borderline

Karen Fastrups selvbiografiske roman Hungerhjerte om livet med borderline og den svære håndtering af angst, sex og kærlighed er ligeledes en stærkt anbefalesværdig roman, der giver et sprog til det, som mennesker, der indlægges på en psykiatrisk afdeling, oplever.

 

God læsning! 

Rasmus Riiskjær, Husum Bibliotek (Københavns Biblioteker)