regnbue og hånd, der holder et hjerte af ler

Tema / Celebrate WorldPride – med bøger på engelsk

Copenhagen Pride er vært for den store mangfoldighedsfestival WorldPride i 2021, hvor visionen er at skabe en verden, hvor enhver kan elske og leve frit og i tryghed. Vi fejrer diversiteten og regnbuens farver med et udvalg af nyere LGBTQIA+-bøger på engelsk fra eReolen Global. 

Bøger om mangfoldigheden i køn og seksualitet  
Litteratur kan være med til at udvide forståelsen af kønsidentitet og seksualitet, så vi bedre kan skabe en verden med større lighed. Føler man sig anderledes, er det en lettelse at læse om personer eller familiekonstellationer, man kan spejle sig i, så man får en større selvforståelse og føler sig set. Bøgerne giver nye vinkler på den mangfoldighed af LGBTQIA’ere, der selvfølgelig ikke kan sættes faste etiketter på, for som forfatterne bag 'Beyond the Gender Binary' opfordrer os til, skal vi ikke opfatte køn som et sort-hvidt begreb, men udfolde det i alle farver, så der skabes mere åbenhed. 

Den første kærlighed og familielivets udfordringer
I litteraturlisten finder du fortællinger om unges søgen efter identitet og deres "springe-ud"-historier. Men tendensen er også flere romaner om den mere modne kærlighed og det til tider komplekse queer-familieliv. Den nye roman 'With Teeth' (2021) af Kristen Arnett er et godt eksempel på et psykologisk drama, som er en bevægende udviklingshistorie om to mødre og en utilpasset søn. Den skildrer åbent dynamikkerne i et uperfekt familieliv og udfordringerne ved at være queer og blive ældre. I den varme og humoristiske roman 'All My Mothers Lovers' (2020) af Ilana Masad ramler familiens skeletter ud af skabet, da moderen dør. Datteren tager på et roadtrip for at finde moderens elskere, og hun får vendt op og ned på sine forestillinger om parforhold, køn og identitet. Budskabet er, at ingen er perfekte, og at vi alle udvikler os hele livet.

I listen med 30 bøger herunder finder du både nye romaner, fagbøger, humoristiske selvbiografier og romantiske fortællinger om den første kærlighed. 


/Lone U., Vejle Bibliotekerne