Tema / Christina Hesselholdt

Christina Hesselholdt blev født den 19. december 1962 i København og er vokset op i Jægersborg.Efter gymnasiet læste hun Litteraturvidenskab ved Københavns Universitet, men undervejs tog hun et afstik forbi Forfatterskolen. I 1991 fik hun udgivet sin første roman ”Køkkenet, gravkammeret & landskabet”, og to år senere blev hun færdig på universitetet og kunne nu kalde sig cand.phil. i Litteraturvidenskab. Siden har hun skrevet mere end 15 bøger, og hun har siden 2002 været lærer på Forfatterskolen.

 

I november 2018 vandt hun Det Danske Akademis Store Pris, der uddeles hvert andet år til en af Danmarks allerbedste nulevende forfattere. I den forbindelse beskrev forfatterkollegaen Ida Jessen Hesselholdts forfatterskab således: "Christina Hesselholdt er en eksklusiv forfatter, hvis bøger man skal læse langsomt, men det er ikke fordi bøgerne er svært tilgængelige. Tværtimod. Det er fordi betragtningerne er så distinkte og fordi sansningerne er så klare og præcise. Humor og sorg løber side om side, og der er en nænsomhed, en uforstilt glæde ved mennesker, som er ganske sjælden i dansk prosa. Der er ingen sarkasme og foragt og ingen forbehold, men en nærmest hjælpeløs medmenneskelighed tilstede." 

 

Læs mere på Forfatterweb.

 

Foto: Robin Skjoldborg