Tema / Clara anbefaler: Achilleus' sang

‘Achilleus’ sang’ er en tragisk fortælling om krig, kærlighed og et dramatisk magtspil mellem guderne. 

 

Patroklos, en ung prins, sendes i eksil hos Kong Peleus og hans søn Achilleus. Der opstår et tæt bånd mellem de to drenge; et bånd, der senere bliver til kærlighed. Historien er en genfortælling af Homers ‘Iliaden’ og er dermed myten om den trojanske krig. Helene, verdens smukkeste kvinde, bliver bortført af en trojansk prins, og det er starten på en blodig krig, hvor ære, tragedie og kærlighed får stor betydning. Grækerne sender deres stærkeste helte i krig, heriblandt Achilleus. Patroklos tager med ham uvidende om, at det kan koste ham alt.

 

Bogen bliver markedsført som en romantisk bog, der får dig igennem hele følelsesregisteret på grund af den ulykkelige kærlighedshistorie. Men for mig lå det ulykkelige ikke i kærligligheden mellem to mennesker, der er fanget i en krig, hvor alle taber. For mig lå det ulykkelige i, at en krig kan være så blodig, og at mennesker kan være så forblændede af ære og ry, at de er villige til at forråde dem, de elsker, blot for at bevare deres ære. Det tragiske er ikke den smerte, krigen påfører dem. Det tragiske er den smerte, de påfører hinanden.

 

Madeline Miller skal have stor ros for sit smukke sprog. Jeg blev virkelig betaget af hendes måde at beskrive det antikke Grækenland på, selvom karaktererne til tider forsvandt væk i de magiske beskrivelser. Bogen er meget anderledes, end noget andet jeg har læst. Jeg har helt sikkert fået udvidet min horisont, og det er jeg Madeline Miller taknemmelig for. Alt i alt er det en god bog. Jeg kan anbefale den, hvis man interesserer sig bare en smule for græsk mytologi. Men det er ikke bogen for en, der leder efter en romantisk kærlighedshistorie.

 

Du kan også læse hele Claras anmeldelse og mange andre ungeanmeldelser på Litteratursiden.