
Tema / Delphine de Vigan
Delphine de Vigan er født i 1966 i Bologne-Billancourt i Frankrig. Hun blev forfatter i en sen alder og skrev sine første bøger om natten ved siden af et fuldtidsarbejde og livet med to små børn. Hendes gennembrudsroman "No og mig" ("No et moi") udkom i 2007 og solgte mere end 175.000 eksemplarer alene i Frankrig. Den er efterfølgende solgt til udgivelse i 17 lande og blev i 2010 filmatiseret af instruktøren Zabou Breitman.
Vigan er i dag forfatter på fuld tid, bor i Paris og danner par med den franske litteraturkritiker og tv-tilrettelægger François Busnel. Hun siger i et interview, at det for hende er en stor luksus at kunne leve som forfatter, og at det fundamentalt har ændret hendes syn på verden. Alt, hvad hun oplever er potentielt materiale, og hendes bøger leger ofte med forholdet mellem fiktion og virkelighed. Hendes store gennembrud i Danmark kom da også netop med de to romaner "Alt må vige for natten" og "Baseret på en sand historie", der kredser om Vigans eget liv.
Foto: Delphine Jouandeau