
Tema / Den kriminelle underverden
Jeg har fundet fire bøger, både fiktion og ikke-fiktion samt en enkelt podcast, der på forskellig vis behandler emner som kriminalitet, straf og resocialisering.
Fangeleg af Kim Fupz Aakeson
I korte kapitler møder vi "Huset" (fængslet), dets ansatte og indsatte. Som romanen skrider frem, bliver skillelinjen sværere og sværere at få øje på. Bogen starter med Sammis første dag som fængselsbetjent. Den garvede, ældre og noget kyniske kollega Henrik viser ham rundt, og hurtigt står det klart, at ud over hverdagsracisme er der uoficielle aftaler mellem fanger og vogtere. Aftaler, der helst ikke skal udfordres. Sammi er ny og alt det modsatte af Henrik, og snart ruller lavinen, de moralske dilemmaer står i kø. Kan "Huset" overleve? Skrevet i et ligetil og humoristisk sprog.
Fangeleg er også lavet som en TV-serie, Huset, der kan ses på DR.
Rødder: en gangsters udvej af Marie Louise Toksvig
Efter udgivelsen af denne bog bliver hovedpersonen, Nedim Yasar, skudt og dør. At være en del af en bande, er som at være med i en klub, man ikke kan melde sig ud af, som Nedim konkluderer. Han er vokset op med en far i fængsel og kommer ud i først småkriminalitet, siden hård kriminalitet. Han ender i fængsel. Da han skal være far, beslutter han, at han vil være en anden far end sin egen. Han starter i et exitprogram, der skal hjælpe kriminelle godt videre til en normal tilværelse, og det synes da også, som om det lykkes. Nedim bliver blandt andet vært på Radio24syv og blander sig i debatter om netop bandekriminalitet. Men der er folk, der ikke glemmer, og som oplever hans exit som et enormt svigt. Det kom deværre til at koste ham livet. Rørende og rå beretning fra virkelighedens verden.
Ondskabens psykologi: profiler af seriemordere af Florence McLean
Som en af Danmarks førende eksperter inden for psykologisk profilering, 'criminal profiling' og seriemordere, fortæller Florence McLean om nogle af de værste serieforbrydere fra hele verden. Hun forklarer, hvad profiling er, og gennemgår de værktøjer, en profiler benytter for at beskrive en gerningsmand. Hun fortæller også om, hvordan man arbejder med forskellige typer af ofre, og hvad de kan afsløre om en morder.
Det er interessant læsning, også for lægmænd, i at forstå nogle af værktøjerne bag opklaringer af forbrydelser og deres gerningsmænd.
Smuglerlandet Danmark: mennesker, sprut og cigaretter af Nils Valdersdorf Jensen
Dette er en, på mange måder, farverrig fortælling om smuglerkriminalitet i Danmark.
Kulturhistorisk interesserede og true crime-læsere får her fortællinger om Danmark som smuglerland med fokus på en tid, hvor det at smugle nærmest var en lidt uskyldig, men stadig ulovlig og strafbar "folkesport". Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvor man gemte smuglervarerne, fx whisky, silke og cigaretter gemt mellem søm!
Bogen er kronologisk opbygget fra 1750 frem til 2000.
Forbrydelse & Straf: de blonde ofre
I denne podcast tager værterne Lone Theils og Janne Aagaard os med til Tokyo i Japan i år 2000, hvor den unge britiske kvinde Lucie Blackman arbejder som værtinde i det japanske natteliv. Hun skal opvarte japanske rigmænd og sørge for, at de bruger godt med penge på natklubberne. Det er en lukrativ tjans for Lucie, og som en del af arbejdet tager hun på betalte dates med nogle af disse rigmænd. Men en dag kommer hun ikke hjem. Hun forsvinder sporløst. Hvad blev der af Lucie? Og ligger der en forbrydelse bag?
Dette afsnit af Forbrydelse & Straf handler om seriemordere, der udvælger og dræber unge blonde kvinder.
/ Ane, Holbæk Bibliotek