Tema / DR Romanklubben læser i januar: Charlotte Weitze

Hvert år i juni kårer DR sammen med lyttere og læsere fra hele landet årets mest interessante danske roman ud af 6 romaner, der læses i fællesskab i DR romanklubberne fra december til maj. I januar er det Charlotte Weitzes magiske roman "Rosarium", der læses.

Herunder kan du læse forfatterens tanker om den særlige roman.

"Rosarium" er blandt meget andet en fortælling om en ung pige, der slår rod i skoven og bliver en del af det organiske liv omkring hende, og om en botaniker på jagt efter en rose med usædvanlige egenskaber. Hvad har inspireret dig til at skrive den?

"Rosarium" blev til efter mit arbejde med romanen "Den afskyelige", der handlede om klimaændringer. Klimakrisen er bare én af de kriser, som menneskeheden står over for nu, og jeg fik lyst til at skrive om planter, fordi de kan ses som en indgangsvinkel til hele den økologiske krise.

Jeg spekulerede længe over, hvordan jeg kunne skrive om planter. De er sprogløse og nærmest alien-agtige i forhold til os. Så fremmedartede er de. De agerer ikke særligt individuelt, man kan mere tale om, at de har en art fælleskrop og måske en fællessjæl? Har vi mennesker i virkeligheden også det, blot uden at erkende det? Alt dette rummer en interessant form for mystik, der er god at skrive ud fra.

Hvad er det ved planter, som fascinerer dig?

Planter har eksisteret flere hundrede millioner år før os og er nok de væsner her på Jorden, som er mest fremmedartede for os mennesker. Samtidigt er det dem, der sørger for vores overlevelse. De giver os både ilt og mad.

Med en gysen gik det op for mig, at vi er fuldstændig afhængige af disse mærkelige væsner, men at de er ret ligeglade med os. De har overlevet masseuddøen flere gange og har CO2 nok, så måske vil de egentlig helst af med os, medmindre de kan bruge os som mellemværter til at sprede deres frø.

Hvorfor var det vigtigt for dig at skrive en roman om planter?

Planter har alle fem sanser, som mennesker har. Alligevel har vi behandlet planterne som vores tjenere, og det må vi lave om på. Det er en del af den naturbevidsthed, som vi er nødt til at manifestere som mennesker for at komme over den økologiske krise. Det at erkende, at alting hænger sammen.

Planternes verden er helt vidunderlig – og ikke så dystopisk et stof som klimakrisen. Det at åbne denne fantastiske planteverden, tænkte jeg kunne være en måde at få mennesker ind på et andet spor i forhold til naturen. Når man først dykker ned i botanikken, får man øjnene op for så mange forskellige planteformer, hver med deres egenskaber og former, at man bliver blæst helt omkuld.

Mange af de plantehistorier har jeg forsøgt at få ind i romanen. At akacietræer kan dræbe deres fjender, bl.a. de store kuduantiloper, hvis de føler sig truet af overspisning. At en skovs rodnet hænger sammen, og at planter kan kommunikere med hinanden igennem det. Og at mimosen kan narre planteædende fugle ved at spille død. Og meget andet.

Rosarium er en slægtsroman og strækker sig fra begyndelsen af det 20. århundrede og et stykke ind i fremtiden. Hvad tiltrak dig ved den form?

Planterne har en anden tidsregning end os. Vi kan ikke se deres bevægelser. Derfor var jeg hurtig klar over, at jeg var nødt til at flette en hel menneskeslægts fortælling ind i romanen, hvis jeg ville beskrive en plantes udvikling.

På den måde ville jeg også kunne afdække mere end et århundredes forskellige natursyn og forskellige slags menneskers forhold til naturen. Ja, jeg valgte også at træde et skridt ind i fremtiden og skrive om gensplejsning. Romanen handler derfor også om karakterer, der lever i tæt symbiose med naturen. Nogle af dem så tæt, at de med tiden udvikler sig til at blive en hybrid mellem et menneske og en plante.

Hvad kan det at inddrage eventyrlige træk og væsner fra folketroet litterært for dig?

Menneskets første kunstværker var ikke hulemalerierne, det var vores drømme. I drømme væves det eventyrlige, den frie fantasi, sammen med hverdagen i noget, der, i drømmetilstanden, opfattes og føles som virkeligt. Og sommetider kan noget fra en drøm bruges til at gøre vores vågen-verden bedre. Ja, eller hjælpe os til at tage beslutninger, der ligefrem kan ændre vores vågen-verden.

I mine historier sker der ofte noget, som foregår lige på grænsen mellem det eventyrlige og overnaturlige og så det helt hverdagsagtige og naturvidenskabelige. Jeg mener, at den slags litteratur giver os lov til at være i begge verdener på én gang, og det bliver vi stærke af. Alt i os omfavnes på én gang.

Find Rosarium og Charlotte Weitzes bøger herunder.