Tema / Drømme om Afrikas varme
Dagene bliver efterhånden mørkere og koldere, og selvom jeg normalt er glad for efteråret, kan jeg godt indimellem længes langt væk til en helt anden verden.
De allerførste bøger, jeg købte for mine egne penge, var en serie skrevet af Wilbur Smith. Den foregår, som langt størstedelen af hans bøger, på det afrikanske kontinent, og jeg har siden da anskaffet mig et ganske pænt udvalg af hans bibliografi. Der er noget over netop hans bøger, der giver mig en særlig længsel efter at opleve Afrika. De er fulde af varme, spænding og hvide pletter på landkortet, og selvom det efterhånden er så som så med uopdagede lande og endnu ukendte civilisationer, er jeg stadig med på rejse, så snart jeg åbner en af hans bøger. Der er intet, som et par timers mental safari, der kan give varme i tæerne på en råkold aften. Derfor har jeg samlet en god blanding af litteratur, der alle har det tilfælles, at de på hver deres måde transporterer dig med til det varme, smukke og eksotiske kontinent.
God fornøjelse!
/Mie, Viborg Bibliotekerne