Mand sidder i sofa og lytter til lydbog

Tema / Du er ikke alene

Her i denne tid, hvor vi alle er mere eller mindre isolerede, giver litteraturen en kærkommen mulighed for selvforglemmelse og adspredelse. Den kan give en følelse af samhørighed med andre på tværs af tid og rum, og minde os om, at vi ikke er alene. Og når vi nu alle skal være sammen hver for sig, og du måske ligesom jeg bor alene, så kan du jo passende give dig selv den gave, det er at forsvinde ind i nogle gode bøger. Herunder har jeg fundet en række kortere tekster frem, bl.a. digte og noveller, som både handler om det at være alene, men som også kan bringe naturen indenfor og give smil på læben.

 

Inviter naturen indenfor

Flere af titlerne jeg vil anbefale, tematiserer det at være alene, men der er også flere, som kredser om glæden ved naturen. Og nu når vi ikke kan komme lige så meget ud i den som normalt, så kan det være meget betryggende, at vi stadig kan komme tæt på den – bare på andre måder.

Den engelske forfatter og dyrelæge Charles Foster har skrevet den anbefalelsesværdige Mit liv som dyr, hvor han på forunderlig vis beskriver verden og naturen set fra dyrenes perspektiv. Man kan også komme tættere på dyrene sammen med digteren Birgitte Krogsbøl, der oplister og ordner dyr efter besynderlige ordener i den finurlige digtsamling Dyr med næb ordnet efter antal vinger.

 

Et humoristisk indspark

Har du derimod brug for et humoristisk indspark, så kan du i stedet kaste dig over Kristian Bang Foss, der i Døden kører Audi beskriver hverdagen på Vestegnen som handicaphjælper for den hypokondriske Waldemar. Den fjerner i hvert fald fokus fra den allestedsnærværende pandemi for en stund.

 

Kunsten at være alene

Digte kan ligeledes være med til at give et tiltrængt afbræk fra ens egne tanker. Hoda Hadadis digtsamling Jeg tænker på et hjem, er en af de digtsamlinger som tematiserer det at være alene, men som sjovt nok får en til at føle sig mindre alene, fordi man oplever ”isolationen” fra et andet perspektiv. Den er oversat fra persisk og tager udgangspunkt i det sanselige ved livet og hjemmetilværelsen set fra en iransk kvindes perspektiv. Et andet oplagt læsevalg i disse dage er Virginia Woolfs berømte, feministiske essay Eget værelse, som især handler om kvinders muligheder for at udtrykke sig kreativt, f.eks. igennem skriften. Måske den kan inspirere dig til at give dig i kast med at skrive, male eller tegne? Imens kan du jo lytte til den glimrende podcast Alt om Virginia Woolf, der giver en god introduktion til hendes forfatterskab.

 

Kort prosa og noveller

J.P. Jacobsens mesterlige novellesamling Mogens og andre noveller indeholder et uforligneligt og sansemættet sprog, og hvis man kan holde til det, så kan "Pesten i Bergamo" varmt anbefales for sit sprog og naturbeskrivelser, og ikke mindst for sin uhyggelige aktualitet. Peter Adolphsens dugfriske kortprosasamling Små historier 3 indeholder ultrakorte, sjove tankeeksperimenterende tekster, der tit efterlader en grinende eller forbløffet bagefter.

 

God læselyst 

/Rasmus, Husum Bibliotek