Tema / Dybe venskaber

I en måned, der blandt andet har fokus på fællesskaber og sammenhold, vil jeg gerne fejre de tætte, platoniske forbindelser, vi har med andre mennesker. Jeg kan som enhver anden godt lide en god kærlighedshistorie, men faktisk kan jeg allerbedst lide at læse bøger om tætte venskaber. Venskaber kan være vigtige sikkerhedsnet i et menneskes liv, der jager ensomheden på flugt, og især bøger er gode til at udforske venskabets mange sider, både de positive og de negative dele. 

Ensomhed og livskriser

Det er ikke en hemmelighed, at ensomhed er et stigende problem i samfundet, og derfor giver det også mening, at den fylder meget i litteraturen. Der er skrevet mange gode bøger, hvor der netop er fokus på ensomheden, og hvordan ensomheden ved hjælp af menneskelige relationer og spirende venskaber kan blive mindre. Drømme ved havet af Björn Larsson, Solsorten synger af Linda Olsson og Historien om Arthur Truluv af Elizabeth Berg handler alle om ensomme mennesker, der finder fællesskab og en mening med livet gennem de mennesker, der kommer ind i deres liv.

Når venskabet er kompliceret

Venskaber er dog ikke altid uproblematiske, hvilket der også er skrevet en del om. For hvordan forbliver man venner, når livet tager os i vidt forskellige retninger? Det har Simone de Beauvoir, Zadie Smith og Elena Ferrante skrevet om i deres bøger. Her er et gennemgående tema tæt venskab mellem to kvinder, der bliver udfordret af, hvordan deres individuelle liv udvikler sig. Det er bøger, der handler om den dybe kærlighed, man kan have til en ven, og hvordan man skal kæmpe for at beholde en relation, selvom det er svært. 

Funden familie

Found family er med god grund en populær trope i især fantasy og young adult. Den er meget baseret på idéen om, at "venner er den familie, man selv vælger", og derfor er venskaberne ofte meget dybe og selvfølgelig også komplicerede. Ravnedrengene af Maggie Stiefvater og Kragens kald af Leigh Badugo har, ud over fuglene i titlerne, det tilfælles, at de virkelig har found family-aspektet med. Især Ravnedrengene har nogle helt fantastiske forhold mellem bøgernes hovedpersoner. 

Cozy sci-fi

Mange forbinder sci-fi med episke stjernekrige, aliens og en masse teknologi, men er man mere interesseret i sci-fi-genrens evne til at skildre relationer mellem individer og udfordre vores egne relationer til andre mennesker, så er cozy sci-fi måske noget for dig. I All systems red af Martha Wells og A Psalm for the Wild-Built af Becky Chambers følger vi godt nok robotter, men på en måde, der virkelig fokuserer på menneskelige relationer. Det er en fornøjelse at se, hvordan begge robotter interagerer med mennesker og skaber tætte bånd med dem. 

 

God læselyst!

Emilie, Norddjurs Biblioteker