Foto af barn i naturen

Tema / Efterårets krible-krablerier - vejledning til temaet Efterår

Det kribler og krabler udenfor, mens skoven og haven hele tiden forandrer sig i takt med årstiden. Hvad er mere oplagt end at gå på opdagelse og udforske naturen sammen med ungerne?

 

Børns nysgerrighed bliver vakt, når de med en voksen i hånden kaster sig på alle fire på opdagelse under skovbundens sten og træstammer, eller I hopper i gummestøvlerne og trasker hen til vandhullet for at finde ud af, hvad der mon gemmer sig i pløret.

Når I kommer hjem, kan I sætte jer og sammen undersøge, hvad I har set, i bøgernes verden. Er fodsporet fra en grævling eller en ræv - og hvad hedder sommerfuglen med øjne på vingerne? For selv om man ikke er ret gammel, kan man godt have en hel masse spørgsmål, ideer og lyst til at gå på opdagelse i den nære natur.

Krible krable med Lotte Salling

Lotte Salling guider jer i dette tema til sjove remselege, hvor I sammen kan afprøve, hvordan det er at vælte, hvis man fx har 1000 ben! Se videoen og lån bogen på temasiden!

Myldre- og faktabøger og sjove aktiviteter

I dette tema har vi fokus på temaet natur og science, og derfor har vi fundet vores bedste myldre- og faktabøger frem, som I kan tage med ud i skoven eller læse og lytte, når I kommer indenfor igen.

Og hvad er bedre end at lære en hel masse og bagefter opleve, at man faktisk er blevet klogere? Med vores bingoplader og naturquizzer kan I sætte den viden, I har fået fra bøgerne, på prøve. Hent og print vores bingo og gå på opdagelse i naturen. Er der noget, I kan genkende? Bagefter kan I med vores quizzer spørge børnene, om de kan svare på de både lidt lette og sværere spørgsmål om den danske natur.

 

Med nomerne på eventyr

Det skal dog ikke være fakta det hele, for med skovfolket Nomerne kan I læse og lytte til historier om de modige og særlige væsner fra Nomerskoven, og I kan lave masker, så I selv kan lege nomere udendørs. Hvis I trænger til en dag indenfor, kan I lave alt fra perleplader, Nomerretter i køkkenet eller farvelægge Jan Kjærs fantasifulde tegninger.

 

Efterårshygge med bogbio

Selvom der foregår mange spændende ting udenfor, er efteråret dog også en tid, hvor der ikke findes noget bedre end at putte sig sammen med hyggelige aktiviteter inde i varmen. Vi lægger derfor op til, at I kan arrangere bogbio med gode, medrivende bøger - med popcorn, billetter og det hele!

Prøvelæs- og lyt

Vi anbefaler, at man altid orienterer sig i bogens indhold og tema ved bl.a. at klikke på "Prøv", inden man låner, for så kan man være mere sikker på, at bogen passer til børnegruppen og netop dens særlige behov og interesse.

God fornøjelse