Tema / En dag til LiteratureXchange
Det kan være svært at overskue det store litteraturprogram, der i forbindelse med litteraturfestivalen LiteratureXchange fra den 13. - 23. juni fylder hele Aarhus med ord. Her guider vi dig en tur rundt til et udpluk af festivalens arrangementer. Turen er en smagsprøve på, hvad man kan opleve på LiteratureXchange, men det er også muligt faktisk at gennemføre turen i Aarhus onsdag den 19. juni.
Vi starter om formiddagen ...
... hvor man næsten hver dag under festivalen på Dokk1 kan opleve et af landets mest prominente forlag anbefale gode sommerbøger. Denne formiddag står forlaget Modtryk klar til at tage os med ind i forlagets maskinrum og dele ud af begejstringen for de bøger, som de har valgt at udgive. Publikum forkæles med en boggave og andre litterære lækkerier.
Herefter går turen videre ...
... til et af byens lokalcentre, hvor vi skal høre Leif Davidsen fortælle om sin seneste roman Tag ikke imod en pølse i Moskva og straks derefter i løb mod frisøren Grisk, hvor publikum får lov at være med på en lytter, mens Morten Ramsland får en klipning og en snak med frisøren. Klokken nærmer sig nu spisetid, og vi vender næsen mod Godsbanen for at deltage i et af de populære ’Jorden rundt’-arrangementer. Her serveres mad og foredrag fra forskellige områder, og denne aften er det fransk mad og litteratur, som er på menuen. Dagen afsluttes med en forfattersamtale med en af Tysklands største forfattere; Judith Hermann.
Mon man kan holde sig vågen ...
... til godnatlæsningen efter sådan en dag? Og så nåede vi ikke en gang afternoon tea med Brontë søstrene, et skriveværksted, truecrime i bogform, en røverhistorie eller nogle af de mange andre ting man denne onsdag kan fornøje sig med.
Se mere om det hele og resten af programmet på www.litX.dk