Tema / En hyldest til stærke kvinder

Det er blevet tid til at hylde de stærke kvinder i litteraturen. Her har jeg derfor samlet bøger skrevet af kvindelige forfattere eller med seje kvindelige hovedpersoner. Forfatterne eller hovedpersonerne i de bøger jeg har samlet i listen herunder har levet med kræft, kæmpet for ligestilling, været i krig eller været den første i et mandsdomineret fagområde. 

 

Den prisvindende forfatter Jane Aamund levede i over 20 år med kræft. Hør hendes gribende historie i Passionen : Ninka interviewer Jane Aamund, hvor Jane Aamund bl.a. fortæller om sit forfatterskab og livet med kræft.

 

Den stærke kvinde er igennem tiden kommet til udtryk på mange forskellige måder i litteraturen. Er du til klassiske feministiske romaner bør du læse Fay Weldons Udvalgte noveller eller Janes Austens Stolthed og fordom.

 

Brænder du mere for en nutidig og virkelig fortælling fra en kvinde i frontlinjen anbefaler jeg Anne-Cathrine Riebnitzsky Kvindernes krig. Er du mere til det historiske, så prøv Erling Jepsens Erna i krig. Eller hvad med Lasten, en krimi skrevet af Hanne Bech Hansen, Danmarks første kvindelige chef for PET.

 

/Anette Siem Kristensen, Viborg Bibliotekerne