Tema / En ordentlig moppedreng!

Der er en tydelig tendens, der viser sig på biblioteket hvert år, når vi nærmer os sommerferien: Tykke bøger er feriebøger!

År efter år plyndres bibliotekshylderne op til ferien for alle de store murstensromaner, der ellers gerne får lov at stå i den travle hverdag. Det seneste års tykkeste udgivelser er selvfølgelig dem, der ryger først, men ældre murstensromaner kommer også til ære og værdighed i løbet af sommeren.

 

Hyggelig læseferie

Det har først og fremmest noget at gøre med, at vi simpelthen har mere tid til at læse om sommeren, hvor der er meget bedre mulighed for at læse i lange stræk. Det kan være svært at komme igennem en bog på +400 sider, når man kun bruger et træt kvarters tid på at læse inden sengetid. Men der er også mange, der næsten kun læser i ferierne - hvor de så til gengæld også pløjer sig hurtigere gennem bøgerne, end de tynde udgivelser kan følge med til. Det er en helt ny fortolkning af den hårde læseferie, vi kender fra skoletiden, og jeg synes simpelthen, at det er så hyggeligt!

 

Slip for de ekstra kilo

Problemet med de store murstensromaner er jo selvfølgelig, at de er tunge: De er tunge at have med i kufferten, og de er bøvlede at ligge med på stranden - i hvert fald hvis man gerne vil have lidt sol på forsiden også. Så jeg har fundet nogle af denne sommers mest populære moppedrenge som ebøger, så du får den fulde fornøjelse af de store romaner - uden de ekstra kilo.

 

Rigtig god fornøjelse!