Tema / Ensomme hovedpersoner

I mine yndlingsbøger er der ofte dårlig stemning, problemer med det ene eller det andet. Jeg tror på, at god litteratur kan skabe solidaritet blandt de ensomme og hårdt prøvede eksempler på liv, og at vi altid har brug for kriser for at kunne gøre verden til et bedre sted. Jeg har svært ved at komme i tanke om en bog, som jeg holdt af at læse, hvor alle bare havde det godt og der ingen konflikter eller tragedier var. Det bliver altså for kedeligt for mig uden drama.

 

Hovedpersonerne er ofte ensomme og forvirrede og roder rundt i absurde verdener eller skubbes ud i gråzoner og serier af kriser. Heltene og anti-heltene skal altid så grueligt meget igennem, og katarsis opnåes ikke nødvendigvis. Katarsis er den græske filosof Aristoteles' begreb for den effekt, som de gode tragedier havde på publikum; en form for renselse og en blanding af rædsel og medfølelse. Prøv selv at tænke efter, hvor meget en figur som den tragiske helt egentlig fylder i især vestlig kulturhistorie - lige fra Jesus og Ødipus, til Hamlet, Jay Gatsby eller Severus Snape. Mine yndlingseksempler på ensomme og tragiske hovedpersoner kunne være Charles Bukowskis Hank i Med det hele, hvor barndommen er hård, uretfærdig og ensom, Albert Camus' nihilistiske Monsieur Mersault i Den fremmede, der brænder fuldstændig sammen i ørkenen og dræber en tilfældig person med en økse, Fjodor Dostojevskijs Rodion Raskolnikov i Forbrydelse og straf, Chinua Achebes Okonkwo i Alt falder fra hinanden, Pernille Abd-el Dayems June, der indeholder skarpe, gode og dybt rørende og medfølende beskrivelser af ensomhed og stofmisbrug, Virginia Woolfs flanerende Mrs Dalloway, Knut Hamsuns sultende og grænsepsykotiske hovedperson i Sult eller Marcel Prousts unge Swann, i hvis fortælling ensomheden indkapsles og formidles rystende præcist. Fortsæt endelig læselisterne selv derude!

 

Den slags excentriske outsidere er alle mine yndlingsromaner propfulde af. Måske er det fordi, jeg kan bruge historierne til bedre at forstå og imødegå kriser i mit eget liv og hos de mennesker jeg omgås, eller måske er det bare bedre med drama i fiktionsform. Den er jo ikke rigtig farlig, ville nogen sikkert sige, og så er der i hvert fald en stærk følelse af, at nu sker der noget spændende, når man lever sig ind i hovedpersonernes omtumlede hoveder.

 

Litteraturhistorien er som sagt fuld af skildringer af ensomhed, udsathed, sammenbrud og tristesse, og ser man på alle de kanoniserede forfatterliv gennem historien, så er den også fuld af personer med fysiske og psykiske sygdomme og skavanker, dårlig trivsel, isolation, misbrug og en høj selvmordsrate, og det tror jeg ikke er helt tilfældigt. Skrivning og læsning kan noget helt særligt i forhold til at bearbejde eksempelvis traumer. Måske har det noget at gøre med forfatterens ofte ensomme eller isolerede udgangspunkt for at skrive i det hele taget. Man bliver jo nødt til at lægge ting fra sig og rent faktisk skrive. Læseren er, hvis man lytter eller læser indenad også ene og alene, men er man godt i gang med en god bog, fortoner ensomheden sig altid, så det er bare med at komme i gang. God læselyst!

 

/ Rasmus Riiskjær - Husum Bibliotek