Tema / Er der noget, du gerne vil ændre i 2020?

Så blev det 2020, og det nye år er begyndt. For mange er et nyt år lig med nye begyndelser. Det at ville gøre anderledes, end vi tidligere har gjort. De klassiske er, at vi vil spise sundere, stoppe med at ryge og dyrke mere motion – alle stadig virkelig gode initiativer.  Og under denne artikel vil jeg også lægge et par af disse bøger op. Men måske skal 2020 være året, hvor vi sætter andre mål. Måske vil du gerne bryde med en uvane, være mere impulsiv, gøre en positiv forskel for andre, få et bedre sexliv, have et bedre arbejdsliv eller blive bedre til at sige nej.

 

Det er svært at bryde vaner, da vores hjerner elsker at køre på autopilot. Tænk bare på din egen morgenrutine, hvor meget af den er vane? Men fordi vaner fylder så meget i vores liv, er det også en rigtig god ide at arbejde på at skifte de dårlige vaner ud.

 

Heldigvis er der masser af bøger på eReolen, der kan hjælpe dig i gang.

 

Bryd vanen og nå dine mål af Torben Wiese

Bogen handler om, hvordan vanetænkning ofte forhindrer os i at nå vores mål. Bogen lærer dig at sætte motiverende mål samt målrettet og systematisk at ændre dine vaner, så du når målene.

Bogen tager fat på emner som arbejdsglæde, Work Life Balance, stress og vanestyret kommunikation

 

Lever du, eller overlever du? af Ingrid Videbech

Bogen handler om, hvordan du gennem fem vigtige leveregler kan opnå, at du - og ikke uvanerne - sætter rammerne for dit liv.

Der findes ikke en enkelt metode, der fungerer for alle mennesker, det drejer sig om at forstå de fine mekanismer, der styrer vores handlinger. Når vi først har forstået dem, så ligger vejen åben for et bedre liv.


Manual til et bedre arbejdsliv af Maianne Boje Andersen 

Vi har alle brug for at se vores arbejdsliv efter i sømmene fra tid til anden: Hvad gør mig glad? Har jeg de opgaver og det ansvar, jeg ønsker? Og hvordan kommer jeg igennem de lidt kedelige opgaver?

Med afsæt i den positive psykologi fortæller cand.psych. Marianne Boje Andersen, hvordan vi kan skabe større arbejdsglæde. Bogen giver et solidt fundament for selvrefleksion, personlig udvikling og kritisk stillingtagen til arbejdslivets mange muligheder og udfordringer. Det handler om at fokusere på det, vi selv har indflydelse på og kan ændre – samt ikke mindst at være bevidst om sine valg i arbejdslivet og valg af karriere.

 

Vær åben af Joan Ørting

En bog om at genfinde og beholde saft og kraft i et forhold. Den handler om kommunikationen mand/kvinde imellem, om at vi skal lære det modsatte køn at kende, og ikke mindst at vi skal lære at acceptere forskelligheden mellem mand og kvinde, for at vi kan blive meget mere glade og åbne i parforholdet. Der er i bogen et rigtig godt inspirationsafsnit i forhold til den seksuelle gnist i et parforhold. Der er gode forklaringer, gode illustrationer og rigtig nyttige tips.

 

/Cecilia, Viborg Bibliotekerne