vinder af ereolens formidlingspris 2020

Tema / eReolens formidlingspris 2020

Onsdag d. 18. november 2020 løb eReolens efterårskonference af stablen, og i den forbindelse blev eReolens pris for bedste biblioteksformidler af digital litteratur 2020 uddelt. Årets vinder blev Herlev Bibliotek for deres initiativ "Online læseklub".

 

Formålet med prisen, der blev uddelt for tredje gang, er at sætte fokus på og honorere de mange gode tiltag, der findes rundt omkring på de lokale biblioteker, hvor den digitale litteratur sættes i spil, enten i biblioteksrummet, på sociale medier eller i forbindelse med forskellige projekter og samarbejder, og med formidlingsprisen håber eReolen at kunne inspirere endnu flere til at inddrage de digitale formater i det daglige arbejde. I år, hvor det digitale selvsagt har fyldt meget mere, end det plejer, er der dukket rigtig mange idéer op rundt omkring, og de mange nye erfaringer kan forhåbentlig vokse sig større og blive en del af hverdagen - også efter corona.

 

I ugerne op til konferencen var det muligt at nominere sig selv eller sine kollegaer, og det er på baggrund af disse nomineringer, at eReolen har valgt en vinder.

 

De nominerede til prisen var:

Randers Bibliotek for deres Online Bibliotek

Herning Bibliotek for Nanna og mutti anbefaler bøger

Ringkøbing-Skjern Bibliotekerne for deres formidling på sociale medier

Aalborg Bibliotekerne for at medtænke eReolen i deres projekter

Herlev Bibliotek for Online Læseklub: fælleslæsning og møder med forfatteren hjemmefra

 

Herlev Bibliotek løb med prisen som årets biblioteksformidler af digital litteratur. I forbindelse med forårets lockdown besluttede de sig for ikke at fokusere på begrænsninger, men i stedet koncentrere sig om, hvad de kunne nu, som de aldrig havde kunnet før. Det resulterede i en digital læseklub via deres Instagram-profil, hvor de hver tirsdag aften inviterede til snak om litteratur. Bøgerne, der skulle diskuteres, var alle tilgængelige på eReolen, så læsere fra hele landet kunne være med uden at skulle uden for en dør. Samtalen blev faciliteret af bloggeren Emily Salomon og efter en indledende snak, var forfatterne også med live. 

 

Læseklubben har været så stor en succes, at Herlev Bibliotek i samarbejde med Lyngby, Hillerød og Sydhavnen Biblioteker har fortsat initiativet i november måned med fælleslæsning og forfattersnak hver torsdag. 

 

Et virkelig spændende projekt, der er nået langt ud over Herlevs grænser, og hvor de digitale formater virkelig er kommet til sin ret!

Stort tillykke med prisen!