
Tema / eReolens sommeranbefalinger
Er der noget bedre end forventningens glæde første gang man lægger sig til rette i hængekøjen eller solstolen med den bog, man har udset sig som sommerens helt store læseoplevelse? Her får du et godt bud på nogle af de bøger, eReolens redaktion glæder sig allermest til at læse denne sommer.
Nanna
"Jeg går på barsel lige op til sommerferien, så i år får jeg en ekstra lang ferie, og læseambitionerne er tårnhøje! Jeg håber, jeg endelig får tid til at læse Lydia Sandgrens Samlede værker (som altså er titlen på hendes 700-siders debutroman om kunst og kærlighed), og så vil jeg kaste mig over Viggo Bjerrings meget roste dystopiske fremtidsfortælling Verdenshjertet."
Ane
"Jeg glæder mig til at læse ”Dage efter Pierre” af franske Virginie Grimaldi. Jeanne har været sammen med Pierre et helt liv, så da han dør, mister hun sit faste ståsted i livet. Hun skal nu til at finde sig selv efter tabet, og her får hun uventet hjælp af to andre ensomme sjæle, og mellem de tre mennesker opstår noget smukt. Jeg forventer en livsklog og sørgmunter roman, der gør mig varm om hjertet og indgyder håb, selv efter at have oplevet noget af det værste man kan forestille sig, som at miste sin livspartner og livsvidne. At den foregår i Paris giver ikke mindre sommerferie vibes. Perfekt læsning under parasollen."
Signe
"Jeg skal til Japan til sommer, så min læsning er også relativt japanofil. Jeg har netop læst ”Dagbog fra et tomrum” af Emi Yagi, som på humoristisk og samfundskritisk vis fortæller om en kvinde, der lyver om en graviditet på arbejdet for at slippe for at lave kaffe til sine mandlige kollegaer. Jeg skal i gang med Yoko Ogawas ”De tabte minders ø,” hvor ting forsvinder sammen med erindringen om dem. Jeg glæder mig allermest til at læse ”Butter” (Smør) af Asako Yusuki, der handler om en mesterlig kok, som samtidig er seriemorder."
Emilie
”Jeg glæder mig til at læse "Mestrene" af Malte Tellerup, fordi den handler om at vokse op i et sportsmiljø, og hvad der driver en til at vende sporten ryggen. Som en person, der har været dybt involveret i fodbold for senere at lægge det fuldstændig på hylden, føler jeg, at det er en fortælling, jeg kommer til at kunne relatere til.”
Nadja
"Nogle ting er uforanderlige: Jorden er rund, vejret om sommeren var altid bedre, da man var barn, og august er synonym med Louisiana Literature! I sommerferien går jeg i læselejr til det litterære svar på Roskilde Festival. Første bog af deltagende forfattere er ‘Stakkel’. Norske Matias Faldbakkens forstår altid at slippe fantasien løs, og jeg glæder mig til at omslutte mig i hans vildskab, mystik og nerve."
Janus:
"En dræberbot, det er blevet selvbevidst og har hacket de begrænsninger, der var på den – og som foretrækker at bruge sin tid på at nyde film og andre medier og finde sig selv. Det er udgangspunktet for Martha Wells’ serie ”Murderbot Diaries”. Jeg har læst første bind i serien, og de hurtige, underholdende og actionfyldte bøger ligger lige for som ferielæsning, så jeg regner med, at den selvdøbte Murderbot og jeg skal følges ad i sommervarmen."
Barbara
"Jeg kan godt lide at læse fransk litteratur, men mangler at få hul på den sure gamle franskmand Michel Houellebecq. Jeg tror, jeg vil begynde med "Kortet og landskabet", som i 2010 modtog landets største litteraturpris, Goncourprisen."
Lise
"Ingen ferie i New York uden en Paul Auster-roman. Da jeg skal til New York i sommerferien, er min must read "4321" af Paul Auster, som jeg stadig har til gode. Jeg ser frem til igen at blive suget ind i Austers labyrintiske univers og læse om hovedpersonens barndom og ungdom i fire forskellige versioner."
Dagmar
"Jeg er netop gået i gang med at lytte til "Bytte" af Ann-Helén Laestadius og er allerede virkelig oplsugt af historien om den unge samiske kvinde, Elsa, der med egne øjne oplever lokalbefolkningens vrede over samernes jordrettigheder, og som går brutalt ud over familiens rener. Det er indtil videre en rørende historie, der giver et indblik i moderne samisk tilværelse, stærke familiebånd og den kamp mod uretfærdighed, den lille befolkningsgruppe er oppe imod."