Foto af gamle bøger

Tema / Exofiktion – ny tendens eller gammel vin på nye flasker?

De seneste år er der udkommet en række danske romaner, som minder om hinanden på den måde, at de omhandler historiske personer. Over en bred kam er mange af dem blevet kaldt ”exofiktion”. Men hvad betyder det, og er det bare et fancy ord for en historisk roman?

Adam i Paradis om maleren Kristian Zahrtmann. Kvinden der samlede verden og Den inderste kerne om videnskabskvinderne Marie Hammer og Inge Lehmann. Cahun om kunstneren Claude Cahun. Hulemennesket om maleren Johan Thomas Lundbye.

Det er blot nogle af de romaner, som har fået os til at tale om en tendens af ”exofiktion”.

Andet end historiske romaner

Der er særligt to grunde til, at det er interessant at tale om exofiktion og ikke ”bare” historiske romaner.

Den første grund er, at historiske romaner ofte interesserer sig mere for den specifikke tid og dennes vægtige bevægelser, end exofiktion gør. I stedet interesserer de sig for individet og dettes psykologi i tiden, og især interesserer de sig for, når tiden yder individet modstand: fx Hammers og Lehmanns kampe for anerkendelse i en mandsdomineret verden.

Den anden grund er, at exofiktion ofte rummer en mere eller mindre udpræget aktivisme, fordi de – ifølge den franske litterat Alexander Gefen – skriver historiens glemte bipersoner frem og giver dem en fortjent plads i historien. Det gælder fx for de to videnskabskvinder, der ikke fik den anerkendelse de fortjente, mens de levede.

Men ”exofiktion” kan også betegne romaner, der handler om personer, som ikke var bipersoner i deres tid, som fx. Zahrtmann og Lundby, men hvor det er undertrykte eller tabuiserede dele af deres person, som skrives frem fra glemslen – efter deres samtid tvang dem til at undertrykke sig selv.

På den måde nuancerer exofiktion historiske personer, de viser dem som hele mennesker, og dermed kan exofiktion bidrage til at aftabuisere og afstigmatisere fx seksualitet og psykiske lidelser. Og derfor kan de også kaldes aktivistiske.

God læselyst!
/Mathias Emil Stenrøs, eReolen & Husum Bibliotek