Foto af en by

Tema / Få nye perspektiver med oversete essays

Hvornår har du sidst lånt en essay-samling? Hvis du er, som vi er flest, så er det formentlig ikke for nylig. Jeg holder dog virkelig af, når skønlitterære forfattere skriver essays, og derfor vil jeg her slå et slag for genren og forsøge at få dig med på vognen! Så læs videre, hvis du vil vide, hvad essay-genren kan, og få forslag til, hvor du kan begynde din læsning.

Engang var forfattere toneangivende stemmer i den offentlige debat. Højt agtet for deres diagnosticering af samfundet. Sådan er det ikke helt længere. Desværre. For giver man sig tid til at læse og lytte til forfatterne, så kan de – i kraft af deres særlige sensitivitet, sansninger og sprog – lede til øjenåbnende erkendelser af virkelige emner og fænomener.

Afrealisér dig med Inger Christensen

Selvrealisering er lidt af et modeord. Men allerede i 1982 foreslog én af vores største digtere, nemlig Inger Christensen, et alternativ i essayet med titlen: Afrealisering. Mange kender Inger Christensen for hendes utrolige systemdigte, færre for hendes essays. Det er der grund til at lave om på. For de er vidunderligt interessante og tankevækkende, hendes essays!

I Afrealisering spørger hun eksempelvis, om det er muligt at afrealisere os – vores tankemønstre, systemer og adfærd – for så at sige at begynde forfra og gentænke vores virkelighed. På den måde ville vi måske kunne råde bod på alt det, der ikke fungerer eller er løbet løbsk i vores liv. I dag kunne det for eksempel være klimakrisen.

Rejs til USA med Joan Didion

I slutningen af 2021 gik Joan Didion bedrøveligvis bort. Gavmildt efterlod hun os dog sit formidable forfatterskab, heriblandt sin ikoniske essaysamling Slæber sig mod Betlehem. Med sit altid skarpe og præcise sprog portrætterer Didion 1960’ernes USA – byerne, menneskene og mentaliteten –, og bogen er selv den dag i dag god at gå til, hvis man vil forsøge at forstå landet ”over there”.

Tænk med Karl Ove Knausgård

Jeg har gjort det før, og jeg gør det igen: Anbefaler Karl Ove Knausgård. For mens mange kender til hans prosaiske kvaliteter, kender færre nok til hans essayistiske oeuvre.

I sin essaysamling Kyklopernes land skriver Knausgård om alt lige fra en rejse i USA over sine perspektiver på billedkunstnere og forfatterkollegere som Jon Fosse og Michel Houellebecq til hjernekirurgi i Albanien. Og uanset hvad nordmanden skriver om, så er det i en reflekteret og lun tone, som er fremragende selskab på skrift såvel som lyd.

Fælles for følgende anbefalinger er, at der er tale om essay-samlinger, der i et betagende sprog vækker refleksion over og nysgerrighed på verden og dermed måske endda giver os mulighed for at se vores omgivelser i et anderledes skær.

God læselyst!
/Mathias Emil Stenrøs, eReolen & Husum Bibliotek