
Tema / Fernweh - eller udlængsel
Jeg har lige været på en fremragende rejse i Indien, hvor en af oplevelserne skulle være en ca. 7-timers togtur fra Agra til Haridwar.
Det var nu så som så med oplevelsen i toget: Dels var de ruder, vi sad ved, duggede - og duggen sad mellem de to lag glas, så vi kunne ikke tørre den væk, dels ”gemte” de andre passagerer sig i deres kupé, hvor de trak gardinerne for, så vi intet kunne se. Heldigvis havde ventesalen for kvinder så været lidt af et udstyrsstykke, hvor mange kvinder og børn klædte om – og en hel del mænd for ind og ud med tøj til koner og børn – og tesælgerne vandrede gennem toget, hver gang vi stoppede ved en station.
Derudover kunne vi fornøje os med vores tablets og Paul Theraux’ farverige fremstilling af togrejser i 'Den store jernbanebasar'. Måske en kende lang i spyttet, men vældigt underholdende.
Hvis du har "Fernweh", men ikke lige kan komme til at rejse langt væk, kan du her læse om, hvad man kan komme ud for på en togrejse (som f.eks. mord hos Agatha Christie). Hvis du også gerne vil læse om rejser med andre transportmidler, kan du finde fortællinger om vandring fra Berlin til Moskva, kamelridt, flyrejser m.m. i C & K’s serie Rejsebiblioteket.
God rejse!
/Hanne Ougaard, Bibliotekar I Kultur Østerbro; Københavns Biblitoeker.