Tema / Fik du læst årets prisvindere?

Hvert år uddeles et hav af litteraturpriser, og det kan være svært at følge med. Vi samler op på året, der gik.

De nye forfattere

Bogforums Debutantpris 2023:  Årets vinder blev Amina Elmi for sin stærke digtsamling Barbar. En digtsamling om brutalitet, og om at leve med en kappet forbindelse til sin families historie, ritualer, sprog og identitet.

Årets Danske Fantasydebut 2023: I forbindelse med dette års Fantasyfestival i Esbjerg, modtog Lone Sole prisen for årets fantasydebut med sin roman Credokæden. 

Bodil og Jørgen Munch-Christensen debutantpris 2023: Benedicte Huang med Døtreskole og Nath Krause med Logan i Aokigahara deltes om Bodiul og Jørgen Munch-Christensens debutantpris. Den førstnævnte kan læses på eReolen

De prestigefyldte

Prins Henrik Prisen: Caspar Eric modtog Prins Henrik Prisen 2023 for sit banebrydende forfatterskab og krafftulde poesi. Hans seneste digtsamling Nye balancer, dykker ned i kropslige, samfundskritiske og sårbare poetiske perspektiver på det at være i en anderledes krop.

H.C. Andersens Litteraturpris: tildeles Margaret Atwood for hendes brug af myter, eventyr og fantastiske og spekulative fortællinger til at belyse samtidspolitiske problemer. Atwood er verdenskendt for Tjenerindens fortælling og aktuel med Min onde mor (Lindhardt og Ringhof). 

Glasnøglen 2023: Årets Glasnøgle, den store nordiske pris for bedste kriminalroman, er blev tildelt Max Seeck for Zetterborg-sagen, der udkom på dansk sidste år på Gutkind.

Harald Mogensen-Prisen: Siden 2007 er prisen blevet uddelt hvert år af Det danske kriminalakademi for den bedste danske krimi- eller spændingsroman. Dette års vinder var Torben Munksgaard for sin thriller Damenvennens død .

Politikens Litteraturpris: Glenn Bech modtog prisen for  sin roman Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet, et kraftfuldt opråb mod klassesamfundets evige ekskludering. 

Kritikerprisen: Cecilie Lind vandt dette års kritikerpris for sin omvendte Lolita-fortælling Pigedyr,

Michael Strunge-prisen:  Rasmus Daugbjergs vandt prisen for sin roman Trold, hvor menneskene og naturen bløder om kap i en grum fortælling om magtbegær, tankeløse ugerninger og straf.

Blixen-prisen: Årets ungdomsbog gik til Vilma Sandnes Johansson med Tænk ikke på mig, årets digtsamling gik til Nanna Storr-Hansen med Bøgetid, årets roman gik til Dorrit Willumsen for Tjeneren og hans søster, årets lydbogsindlæser gik til Kristina Nya Glaffey for indlæsningen af sin egen roman To the modern man, 

Georg Brande-prisen: Ida Jessen vandt prisen for sin roman Endnu en bog jeg aldrig skrev, hvori læsning og erindring vikler sig ind i hinanden.

Læsernes favoritter

Læsernes Bogpris 2023: I år vandt Benjamin Koppel med Annas sang. Læsernes Bogpris er de danske folkebibliotekers hyldest til dansk litteratur og ikke mindst den bog, som bibliotekernes brugere – læserne – stemmer ind som den bedste fra det forgangne år.

Bedste danske bog i 20 år: Læserne stemte på Den der lever stille af Leonora Christina Skov, som den bedste danske bog i 20 år.

DR Romanprisen: Det blev Keld Conradsen, der i år modtogprisen for sin roman Byen og havet, en dybdegående og tankevækkende roman, der sender læserne på en tankerejse gennem tre årtier af Aarhus' historie.

De Gyldne Laurbær: Boghandlernes pris gik i år til Maren Uthaug for sin satiriske fremtidsfortælling 11%.

Faglitteratur

Weekendavisens litteraturpris: Christan Egander Skov modtog prisen for sin roman Borgerlig krise, hvis analyse forudså krisen i blå blok, der fulgte både før og efter folketingsvalget sidste år.

Årets Sportsbog: Årets Sportsbog er en særlig specialpris i Danske Sportsjournalister, vinderen blev Anders Haahr Rasmussen for Da Frederik vandt Wimbledon. 

Blixen-prisen: årets biografi gik til Claus Bundgård Christensen for sin roman Følg Wilfred!,  fortællingen om Wilfred Petersen og hans folk, som vi følger fra mellemkrigstiden og ind i besættelsestiden, hvor de blev den mest kompromisløse af de nazistiske grupperinger. Årets fagbog gik til Line Vaaben & Asser Hedegaard Thomsen for En forudsigelig forbrydelse: kvindedrab i Danmark, som kombinerer fakta og personlige historier for at bringe os tæt på den triste sandhed om kvindedrab i Danmark.

Internationale priser

Nobelprisen i litteratur: Den norske forfatter Jon Fosse er årets modtager af Nobelprisen i litteratur. Ifølge Det Svenske Akademi får han prisen “for his innovative plays and prose which give voice to the unsayable". 

The International Booker Prize: Den bulgarske forfatter, digter og manuskriptforfatter Georgi Gospodinov modtager den prestigefyldte internationale pris for sin roman Tidsskjul. 

Pulitzerprisen:  Hernan Diaz og Barbara Kingsolver er årets modtagere af den prestigefyldte amerikanske Pulitzerpris for fiktion. Sidste år udkom den danske oversættelse af Hernan Diazs storslået roman Tillid, som han nu modtager Pulitzerprisen for. Barbara Kingsolver modtager Pulitzerprisen for Demon Copperhead, som bliver oversat på forlaget Gyldendal i 2024.