
Tema / Filmaktuelle bøger på engelsk i 2019
Selv om streaming af film vinder hastigt frem, er det stadig populært at gå i biografen. Vil du som jeg helst læse bogen på originalsproget, inden du ser filmen, kan du på eReolen Global låne et godt udvalg af britiske/amerikanske bestsellere og litterære favoritter, der er på vej til det store lærred i 2019.
Er du til gys, vil jeg fremhæve den nye filmatisering af Stephen Kings roman Pet Sematary. Rygterne siger, det bliver den uhyggeligste og psykologisk mest rædselsvækkende Stephen King filmatisering nogensinde. En anden nervepirrende thriller finder du i The Woman in the Window af A.J. Finn, hvor en kvindelig psykolog udspionerer naboerne fra sin lejlighed i New York og opdager en forbrydelse.
Er du mere til kloge dramaer, så kan du læse og se The Wife. Ved den prestigefulde Golden Globe prisuddeling i starten af januar 2019 fik skuespilleren Glenn Glose en statuette for bedste kvindelige hovedrolle i dramaet. Filmen bygger på Meg Wolitzers bestseller-roman og handler om en kvinde, der i 40 år har lagt låg på egne drømme og ambitioner for at støtte sin mand.
Trænger du til at læse en rigtig sjov og underholdende roman, så vælg The Rosie Project af den australske forfatter Graeme Simsion. Professoren Don vil finde en kone ud fra et skema – men Rosie er lige det modsatte af, hvad han søger.
Social ulighed og samfundsaktuelle temaer kendetegner flere nye amerikanske film. If Beale Street Could Talk, der bygger på en roman af den amerikanske borgerrettighedsforkæmper James Baldwin, omhandler racediskrimination i 1970’ernes New York.
I ‘The Hate U Give’, af Angie Thomas, skydes en ung mand af politiet. Filmen kan knyttes til bevægelsen 'Black Lives Matter', som stadig er aktuel i debatten om USA's raceproblematik.
Stofmisbrug er temaet i 'Beautiful Boy', der bygger på David Sheffs biografi om sin søn. Et autentisk drama om forholdet til den selvdestruktive søn, og hvad stofmisbrug betyder for en familie.
Find flere filmaktuelle bøger i listen herunder - og hold øje med, hvornår filmene får premiere i din biograf.