Tema / Forrygende krimier - højdepunkter på Krimimessen 2024
Krimimessen i Horsens er en årlig festival med fokus på at hylde og fejre kriminallitteraturen og -genren i alle dens afskygninger. I år bliver Krimimessen afholdt i weekenden d. 16.-17. marts, og du kan opleve en perlerække af danske og udenlandske krimiforfattere, foredrag og samtaler med retsmedicinere, efterforskere og andre fagfolk fra virkelighedens krimiverden samt et summende messeområde - dvs. alt, hvad dit krimilæsehjerte begærer.
Hvis du nu (som jeg) ikke skal til Krimimesse, kan du alligevel lade sig inspirere af alle de nye, gode titler og forfattere, som bliver præsenteret på messen. Her er nogle af mine helt subjektive favoritter blandt krimimessens indslag, og på listen nedenfor finder du et udvalg af de optrædende forfatteres bøger. Og heldige dig, hvis du skal besøge messen og opleve alt det bedste, krimiverdenen har at tilbyde lige nu!
Anbefalinger på krimimessen
Fire forrygende svenskere
De fire svenske forfattere Tove Alsterdal, Viveka Sten, Sofie Sarenbrant og Ninni Schulman, som jeg mere eller mindre har læst alt af, skal tale sammen under titlen ”Fire forrygende forfatterskaber”. Tove Alsterdal skal derudover fortælle om Ådalen-serien og om Dybhavn, som er tredje og sidste bind. Trilogien, der udspiller sig i det nordsvenske skovland ved Ångermanelvens bred, er ikke bare en meget velskrevet og spændende krimiserie, men også en indsigtsfuld historie om Sverige. Du skal læse serien i rækkefølge – og læs også Tove Alsterdals andre romaner! Hendes debut Kvinderne på stranden er en af de bedste krimier, jeg har læst.
En elskelig arkæolog
Elly Griffiths ser ud til at være lige så nem at holde af som den hovedperson, hun har skrevet så mange bøger om, nemlig arkæolog og knogleekspert Ruth Galloway. Jeg holder virkelig meget af Ruth, som du lærer ret godt at kende allerede i det første kapitel i Pigen under jorden. Hun er lille, tyk, introvert og har katte. Og så elsker hun at læse. Som sagt, Ruth er nem at holde af. Serien om Ruth er hyggelig uhygge, og bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden. Til krimimessen fortæller Elly Griffiths om Det låste rum, som er 14. del af serien om Ruth Galloway, samt om en ny spændende serie med kriminaloverbetjent Hartbinder Kaur som hovedperson.
På vandretur i Lapland
Ulf Kvensler vil fortælle om bogen Sarek, hvor Sarek Nationalpark i Lapland danner rammen for en psykologisk spændingsroman, hvor en vandretur pludselig tager en uhyggelig drejning. Meget ubehagelig og spændende læsning – lige som det skal være i en roman, som den her. Varm (eller snarere iskold) anbefaling!
Psykologisk spænding i en normal familie
Mattias Edvardsson besøger også Krimimessen for at fortælle om sin nyeste roman, Et løfte om tavshed. Du finder hans tidligere bøger En helt normal familie (som også kan ses som serie på Netflix) samt En familietragedie her på eReolen. Mattias Edvardssons bøger er velskrevne, psykologiske spændingsromaner om helt normale mennesker. Og måske er det det, der gør det så uhyggeligt – tanken om, at det værste kan ske for hvem som helst.
Udover alle de gode forfattere på Krimimessen kan du også opleve et ægte retssalsdrama, tage et kig ind i krimi-krystalkuglen med Lone Theils m.fl. og fejre krimijubilæum (20 år) med Sara Blædel. Hurra for det!
Hatten af og tak til Horsens Biblioteker, der gør det her!