Tema / Fortalt med egen stemme

Lydbøger kan komme helt tæt på én - når man tager hovedtelefonerne på, danner man et rum, hvor der kun er én selv, en stemme og en historie, der fortælles. Og det er en særlig oplevelse, synes jeg, når den stemme, der fortæller, også er den person, som har sat ordene sammen.

Det gælder, uanset om det er en roman eller en fagbog, man hører, men jeg synes dog, at det har en ekstra betydning, når det er fortællerens eget liv, der fortælles fra. Så derfor har jeg fundet fem lydbøger, hvor kendte danskere fortæller om det levede liv - hvadenten det er deres eget eller andres.

Først nu forstår jeg intet

Pernille Højmark er kendt som både sanger og skuespiller - og har tillige skrevet en enkelt roman. I sin selvbiografi "Først nu forstår jeg intet" fortæller hun om sin ungdom og opvækst - og et liv, der har haft både opture og nedture, både svigt og kærlighed.

Stærk mand i Hollywood

Sven-Ole Thorsen er kendt som en mand, der kan måle sig med Arnold Schwarzenegger - eller i al fald har spillet overfor ham i flere film, fordi han udgør en lige så imponerende figur. I "Stærk mand i Hollywood" fortæller han om livet som professionel bodybuilder og som actionstjerne og stuntmand - men også om de perioder, hvor det var ved at tage kontrollen over hans liv.

Vi bliver ikke yngre - fat det!

"Lev selv for let øvede" er undertitlen på Lone Kühlmanns bog "Vi bliver ikke yngre - fat det!" Med en baggrund som journalist, forfatter og debattør kaster hun et skarpt blik på sine jævnaldrende - og sukker lidt over, at de ikke accepterer alderen. Med fynd, klem og humor skriver hun om, at der er ting, man bare må acceptere - og tiden er én af dem.

Den røde smed og andre historier

Hvis man kender Søren Ryge Petersen fra fjernsynet - og hvem gør ikke det? - kender man nok også stemningen i "Den røde smed og andre historier". Her fortæller havemanden anekdoter fra sit eget liv og fortællinger om mennesker, han har mødt. Om 100-årige Sigrid, Leif den Lykkelige fra Stevns og så videre og så videre. Og ærligt talt, kan man forestille sig de historier fortalt med andet end Søren Ryges egen stemme?

Det uperfekte menneske

En mindst lige så ikonisk stemme finder man hos Jørgen Leth - og den er så bag mikrofonen på en director's cut af "Det uperfekte menneske". Det er en samling essays fra hans fire erindringsbøger, der her får nyt liv - og vibrerende, umiskendeligt Lethsk indtaling.