
Tema / Fra brevspionage til overvågningskapitalisme
"Du har vel ikke noget at skjule? Så har du heller ikke noget at frygte."
Hvis det argument gør dig lidt urolig, er det med rette. Overvågning er et af de tiltag, der gerne indføres med slige forklejninger og henvisninger til, at det "er for børnenes skyld". Og det er den slags, det kan være svært at argumentere imod, når man kun har sine følelser.
Det er et af de steder, hvor biblioteket kan hjælpe, for der er skrevet masser om overvågning - hvordan det virker, og hvordan det påvirker os - og det kan hjælpe med at sætte ord på ens oplevelser, men selvfølgelig også give én et nyt syn på sagen.
Fagbøger
Vil du have dit fundament i orden, er det naturligvis fagbøgerne, du skal gribe til. Og serien Tænkepauser byder på et godt sted at starte med Anders Albrechtslunds Overvågning, der kridter nogle linjer op omkring emnet.
Vil du dykke ned i, hvordan overvågningen som fænomen har udviklet sig gennem tiden, har Andreas Marklund begået Overvågningens historie : fra sorte kabinetter til digital masseovervågning, der starter i 1500-tallet og fører os op i den digitale tidsalder. Men er du mere interesseret i nuet, dykker Shoshana Zuboff ned i overvågning som forretningsmodel i Overvågningskapitalismens tidsalder: kampen for en menneskelig fremtid ved magtens nye frontlinje.
Er det mere debatten, der er interessant, er Edward Snowdens selvbiografi I offentlighedens tjeneste et godt sted at lære mere om problemerne ved allestedsnærværende øjne. Det er svært at finde nogen, som decideret argumenterer for mere overvågning, men Peter Lauritsen gør i det mindste sit bedste for at nuancere emnet i Hvordan får vi et bedre overvågningssamfund?, som også kigger på de goder, der er at finde.
Romaner
Nogle gange kan en god historie få os til at forstå ting, som ellers er svære at formidle. Og overvågningen er da naturligvis også et emne, der har grebet forfatternes tanker - med vidt forskellige resultater.
Sinus Reuss har brugt det som udgangspunkt for en novellesamling, der tager udgangspunkt i det internationale samarbejde, som også Danmark er med i - og som har givet titlen på bogen, Nine eyes. For Dave Eggers i The circle (der er på dansk på trods af titlen) handler det mere om de kommercielle øjne, der vil følge med, og hvordan det ændrer hele samfundet. Og i Samanta Schweblins Kentuki er det egentlig ikke som udgangspunkt det, der er temaet, men hun bruger kentukierne (små, fjernstyrede legetøjsrobotter) til at vise, hvordan vi som mennesker inviterer andre mennesker ind i vores liv gennem nettet - og hvad vi gør med det.
/Janus, Horsens Bibliotekerne