
Tema / Fri porno
Den 30. maj er det 50 år siden Danmark i 1969, som det første land i verden, frigav pornoen. Fra denne dag blev det endelig legalt at læse og udgive pornografisk og erotisk litteratur.
Pornoens frigivelse
Måske praler vi ikke af at se porno. Men porno er verdens største kulturområde. Dens sprog og virkemidler påvirker kunst og litteratur, og porno har fundet vej til reklamer, tegneserier og ugeblade. Med frigivelsen af billedpornoen den 1. juli 1969 blev Danmark det første land i verden, hvor man kunne nyde bøger og film med seksuelle aktiviteter, når man fik lyst. Porno var nu ikke et nyt fænomen. Faktisk har der eksisteret porno i mange hundrede år. Men legaliseringen i 1969 og senere internettet sprængte alle dæmninger, og bølgerne gik højt. Endnu i dag diskuterer vi, om pornoen er frisind eller overgreb. I bogen Fri porno, som er en del af serien 100 danmarkshistorier, kan du læse om pornoens fortid, nutid og fremtid. Du kan også høre podcastserien, som er lavet på basis af bogserien, her på eReolen.
Erotisk litteratur
Indenfor litteratur har erotikken levet i bedste velgående i hundredevis af år. Allerede i det gamle babyloniske Gilgamesh-epos, der betegnes som verdens ældste litterære storværk om verdens ældste konge, spiller den erotiske kærlighed mellem Gilgamesh og Enkidu en betydelig rolle. I antikken gav Ovid romerne gode råd om at score i Elskovskunsten, og springer vi frem til middelalderen, var det især Boccaccios frække og løsslupne erotiske noveller i Dekameron, der var en torn i øjet på magthaverne. I nyere tid er franske Marquis de Sade ikke til at komme udenom. Om hans bøger har man sagt, at deres handlinger er værre end menneskers, fordi de er uudslettelige.
Er du mere interesseret i at fejre pornoens frigivelse med en helt almindelig fiktiv, erotisk roman eller novelle, så har vi anbefalet et par i listen herunder. Du kan også finde inspiration i vores liste over bøger, der ligner Fifty Shades of Gray.