Tema / Havet i litteraturen

Om sommeren bliver vores lille land invaderet af tyskere, der elsker vores strande og hav. Selv er vi lidt mere cool omkring det, men det blå ocean kan alligevel få selv den mest kolde dansker til at sukke længselsfuldt, især hvis solen går ned imens. Af den grund er det heller ikke nogen hemmelighed, at havet  fylder meget i litteraturen. Her har det en alsidig rolle, hvor det i én bog kan være voldsomt og skræmmende, mens det i en anden bog forbindes med ren idyl. 

Hvad ved vi overhovedet om havet? 

Vi ved skræmmende lidt om havet, og faktisk har vi opdaget så lidt af det, at der lever en del dyrearter i havet, vi nok ikke engang har opdaget endnu. I Havet og mennesket af Patrik Svensson får du en masse spørgsmål besvaret om havet. Her bliver spørgsmål som "Hvordan lærte mennesker at finde vej over havet?" og "Hvordan kan vi egentlig vide, hvor dybt havet er?" besvaret på en nem og overskuelig måde. 

 

Ingen steder viser havets kraft og mystik som Danmarks vestkyst, hvor Nationalpark Vadehavet er kommet med på UNESCOs verdensarvsliste. Det har forfatter Dorthe Nors og fotograf Henrik Saxgren hyldet i deres bog, En linje i verden, hvor de gennem billeder og tekst skaber en fortælling om at leve med og møde naturen. 

Det voldsomme vs. det idylliske hav

Havet har som tidligere skrevet vekslende roller. Lige som havet selv, der det ene øjeblik kan være vindstille og næsten harmløst, for det næste øjeblik at bliver voldsomt og intimiderende, så optræder det også meget forskelligt alt efter litterær genre. Læser du en feel good roman, der foregår ved havet, så bidrager havet ofte til at understrege idyllen og skaber en liv tæt på den smukke natur. Læser du omvendt krimier, så fungerer havet meget mere i en isolerende og voldsom rolle. 

Mennesket og havet 

Ofte er det menneskets oplevelse af havet, der er i fokus i litteraturen. Det er tilfældet i både Kvinden ved havet af Hiromi Kawakami og Den gamle mand og havet Ernest Hemingway. Men i Havbrevene af  Siri Ranva Hjelm Jacobsen er dette vendt på hovedet. Her er det i stedet to have, der får en stemme og snakker om mennesket og livet på jorden. 

 

Emilie, Norddjurs Biblioteker