
Tema / Heksene og spøgelserne kommer!
Første gang, jeg var med til at fejre Halloween, var på KFUK i London i 1971. Et år, hvor jeg arbejdede som assistantmatron på en engelsk kostskole for 7-13-årige drenge i Hemel Hempstead. Det var vældig festligt med heksetema og edderkopper.
Efterhånden har også danske forældre og børn taget skikken til sig; men de første gange, der var nogen, der ringede på døren, havde jeg mest lyst til at bede ungerne komme igen til fastelavn. Men omgivelserne påvirker jo selv en gammel, vrissen bibliotekar, så nu vil jeg kun afvise monstre, spøgelser osv., der ikke kan holde sig til den rigtige dato, nemlig den 31. oktober. Gnæg, gnæg!
Hvis du hellere vil læse om spøgelser end møde dem på åben gade, kan du give dig i kast med de bøger, jeg har samlet nedenfor. På Filmstriben kan du også finde 12 film, der forhåbentligt vil få hårene til at rejse sig og give et godt gys. Eller læs mere om Halloweens historie på Faktalink.
God fornøjelse med at byde spøgelserne indenfor.
/Hanne Ougaard, bibliotekar i Kultur Østerbro, Københavns Biblioteker.