Tema / Historisk satire, der foregår i andre lande

Er du vild med at lære mere om andre lande og kulturers historie? Så er historisk satire en anderledes måde at få indblik i deres politiske historie med et strejf af humor og det absurde.

The Seven Moons of Maali Almeida af Shehan Karunatilaka

Maali Almeida, en myrdet krigsfotograf og gambler fra Sri Lanka, vågner op i efterlivets visumkontor. Her får Maali syv måner til at genforene sig med sine elskede og lede dem hen til fotografier, der kan ændre Sri Lankas skæbne. Det er en morsom og rørende satirisk fortælling sat i slut 1980'ernes Sri Lanka, som på det tidspunkt var massivt hærget af borgerkrig og politiske spændinger.

 

Det surrealistiske balanceres med virkelighedens grusomme fortid i en mystisk whodunnit, som konstant bevæger sig mellem liv, død, krig og kærlighed. Historien kan føles en smule overvældende på grund af de mange karakterer og komplekse tidslinjer, men spændingen driver dig fremad, da vi gradvist opdager deltajer om Maalis liv gennem de mennesker, han hjemsøger. 

Glory af NoViolet Bulawayo

Glory er ofte blevet sammenlignet med Animal Farm af George Orwell, da historien foregår i et fiktivt dyrerige, der er inspireret af statskuppet i Zimbabwe i 2017. Nok er alle karaktererne forklædt som æsler, heste og hunde, men deres historie er virkelig. Vi følger faldet af Old Horse, en mangeårig leder af det fiktive land Jidada, og det drama, der følger, for en voldsom nation af dyr på vej mod frigørelse. 

 

Dyreriget bruges til at beskrive menneskets primale instinkter og nutidens globale politik i samspil med mytologi og folkeeventyr. Det er en utrolig stærk bog, som berører emner som undertrykkelse, censur, valgsvindel, forræderi, folkedrab og eksil med en skarp kant og vrede, der både får dig til at græde og grine.